Side:Folkevennen 1858.djvu/59

Denne siden er ikke korrekturlest
55


Jeg fik ikke videre Leilighed til at undersøge Sandheden af denne uhyggelige Historie, og jeg vil helst tro, at den ialfald var overdreven. Men alligevel tror jeg, at Mandens Forklaring giver et altfor sandt Indblik i en temmelig almindelig Tænkemaade blandt Almuen.

Med disse Træk vilde jeg antyde, hvad der efter min Mening altfor let følger med den gammeldags Høfligheds-Skik. Dennes Fortrin bestaar deri, at den ligesom lægger Tøile og Tømme paa Heftigheden og Hidsigheden og Lidenskaben, saa selv naar bittre Uvenner mødes, finde de sig tvungne til at hilse og omgaaes pynteligt og stilt. Men Øvelsen i at beherske Lidenskaben giver ogsaa Øvelse i at fordølge det, som ikke behøver at fordølges,[1] og det som ikke bør fordølges. Deraf den store Udbredelse af hint forsigtige, forbeholdne, ja falske Væsen.

Naar nu, som vi have seet, de gamle Høfligheds-Skikke i den senere Tid afløses af nye, saaledes, at den gamle Tvang viger Pladsen for Frihed og Naturlighed, idet Enhver mere opfører sig saaledes, som han er sindet og stemt, saa vil denne Forandring nok medføre, at Raaheden og Hidsigheden nu og da slipper løs, saaledes som Tilfældet var med hin Mand, jeg ovenfor fortalte om, og som i paafaldende Grad stod udenfor Folke-Skikken; men det tør ogsaa være, at den samme Forandring ogsaa vil have sit Fortrin, at nemlig Mængden af Folket derunder lidt efter lidt skal ledes til den Erkjendelse, at hvad det gjælder om dannede Folks Omgang med hinanden, det er ikke saa

  1. Jeg tænker her paa dette, at det er sjeldent i de gammeldags Bygder at høre en hjertelig Yttring af det muntre, glædestemte Sind, Latter, Spøg, Sang. Adstadigheden og Alvorligheden er bleven ligesom eneraadende; det synes at gjælde som Tegn paa Dygtighed og god Opdragelse at kunne beherske og skjule selv de blide og venlige Følelser.