meget at dølge sit Sind, men meget mere at udrydde af
Sindet alt det som kunde behøve at dølges og saa frimodig
yttret sine Meninger og oprigtigt aabenbare sit Sind og
dermed give Sandheden Ret.
Saadant raat og uhøfligt Sluske-Væsen, som jeg har fremstillet i en enkelt (og i Virkeligheden meget enkeltstaaende) Prøve, kan jeg snarere tænke mig nu og da at dukke frem i en Bygd som Melhus end i de mere gammeldags Bygder høiere oppe i Dalen; men saa har jeg ogsaa den Fortrøstning til den nyere Tids Aand, at det paaankede, forbeholdne, bondefule Væsen snarere vil blive dømt af dem almindelige Mening i hin mere fremskredne Bygd.
Foredraget i General-Forsamlingen i Selskabet for Folke-Oplysningens Fremme, den 3die Februar 1858, af Eilert Sundt.
Vor tabte Ole Vig staar vel fremst for vor Tanke ved dette Møde og ham gjælder mit første Ord. Jeg dvæler gjerne ved hans Minde, og det skulde vist være Forsamlingen kjært om jeg havde et eller andet Træk at meddele, der kunde tjene til at forklare hans Billede.
Jeg har modtaget Meddelelser om den Afdøde af hans egen Fader, gjennem en af hans Bygds Præster, samt fra hans eneste Søster, endvidere fra en af hans Barndomsvenner, der tillige var sammen med ham paa Seminariet, fra en af hans Lærere ved Seminariet, og fra en Præst i det Throndhjemske, der længe havde staaet i Venne-Forbindelse med ham.
Det vil forstaaes, at disse Meddelelser ikke oplyse os om store udvortes Begivenheder. De give os mest Smaatræk fra hans Barndoms- og Ungdomsliv.
