Moderen. Han havde kun Tanke for det „ene Førnødne;“ men eftersom han voxte til, fik han Skjøn paa anden Oplysning og Læsning end den blot religiøse; hans Tanker fore saa vide, og som Yngling blev han snart fortrolig med Norges Saga som hidtil med Bibel-Bogen. Da ængstedes Moderen og frygtede for, at han skulde „overraskes af de naturlige Ting.“
Dette var ofte Gjenstand for fortrolig Samtale og alvorlig Overveielse mellem dem. Ganske kunde i vel ikke Moderen følge Sønnen i hans Betragtningsmaade, der for hende var saa ny og uvant; men som han visselig ikke tabte det ene Fornødne af Sigte, saaledes kunde ogsaa hun bevare sit glade christelige Haab om Sønnen. Det er mig udtrykkelig sagt, at hun var den i Hjemmet, som bedst forstod hans Tanke og Sind, og det er vist, at der lige til det Sidste bestod det ømmeste Forhold mellem Moder og Søn. Omtrent et Aar før hans Død laa hun paa Dødsleiet. Da skrev han: „Gak hen først, du Moder, saa vil jeg se til at blive mere himmelsindet og komme efter,“ og hendes sidste Hilsen til ham aandede en christelig Moders Kjærlighed og Haab.
Hans Moder forstod ham – men ikke Alle forstode ham. Det Indtryk beholdt han altid fra sine lykkelige Barne-Aar, at Gudsfrygt maatte være det Første og det Sidste, og det en levende, ret inderlig og hjertelig Gudsfrygt, som bestaar ikke i Ord, men i Kraft. Og derfor ivrede han ogsaa idelig for, at det Ord, som skulde røre Hjertet og vække Lys og Liv derinde, endelig maatte lyde fatteligt, hjemligt, folkeligt; thi han havde vel ofte maattet erfare, hvorledes den uforstaaede eller kun halv forstaaede Tale om de aandelige Ting hos mangfoldige Mennesker kun fremkalder et koldt Gudfrygtighedens Skin. Men som han voxede i Erfaring og Erkjendelse, saa fik han ogsaa Øiet mere og mere opladt for den Gudfrygtighedens Hemmelighed, at den Christnes Saligheds-Haab maa bygges ikke paa de fromme Følelser og Forsætter og Øvelser, men paa Guds Naades Foranstaltning i Christendommens Historie. Fra nu af blev hans Tale en idelig Paamindelse om disse tvende Stykker: Folkelighed, ægte norsk Art, i vort hele Oplysningsværk, og Kirkelighed, ægte apostolisk Art, i vore religiøse Anliggender.
