land og Sandhed, og Synet af den samme Udholdenhed og Trofasthed skal vel bøie selv hans Modstandere til Skaansomhed i Dommen om den Hedenfarne.
Ole Vig var en sjelden vennesæl Mand, og Mange af os sørge som Venner ved hans tidlige Bortgang. Men der er en vemodig Trøst for vor Sorg; vi vide nemlig, at han i sine sidste Aar, medens han levede her i vor By, ikke var lykkelig. Midt mellem sine mange Venner og idelig beskjæftiget med sine ivrige Arbeider maatte han ofte føle sig ensom og forladt; thi han han havde intet Hjem, og han, netop han med det varme Hjerte savnede det saa dybt. Vi tro og haabe, at Gud har gjort det vel for ham og ført ham ind i det salige Hjem.[1]
Men vort Selskab har lidt et stort Tab. Ole Vig var en tro og begavet Arbeider i vort Selskabs Tjeneste, en heldig Befordrer af dets Sag. Han var os umistelig. Og dog maatte vi miste ham. – Men, Tanken og Forsættet lever efter ham, styrket ved hans Daad. Og derfor siger jeg saa: Saalænge vort Selskab bestaar, ja saalænge der viser sig Spor igjen af, at et Selskab har bestaaet og virket her i Landet med det ædle Formaal: Folke-Oplysningens Fremme, saa skal Ole Vig mindes med Tak og Ære.
Jeg holder mig forvisset om, at jeg udtaler den høitærede Forsamlings Stemning, naar jeg med bevæget Sind beder:
„Fred og Velsignelse over Ole Vigs Minde!“
- ↑ Ole Vigs fraværende Venner ville maaske gjerne erfare noget om hans sidste Sygdom. Den bestod i Ledde-Rheumatisme eller et Slags Gigt; denne Sygdom havde holdt ham bunden til Lenet i et Par Uger og gav ikke nogen alvorlig Grund til Frygt. Men pludselig – det var sent paa Aftenen, efterat et Par Venner havde forladt ham, men imedens en Vaagekone var tilstede, stødte en voldsom Bryst-Betændelse til eller Congestion af Blodet; snart tabte han sin Bevidsthed, og efter nogle Timers Forløb havde han udstridt. – Den Sygdom, som havde kastet ham paa Leiet, agtes ikke i Almindelighed for farlig; men fordi han i de sidste Aar var bleven svagere og svagere, kunde det sidstnævnte Tilfælde saa meget lettere støde til.
