Det første Stykke med denne Overskrift var egentlig tænkt som et Slags Indledning til dette andet Stykke. Som jeg sidst handlede om de blandt Almuen brugelige Omgangs-Skikke, naar Folk af forskjellige Huse mødes, saaledes kommer jeg her mere ind paa det egentlige Familieliv.
I Soknedalen havde det fornøiet mig at høre en udmærket Bondemands Forklaring om hin første Sag, og derefter fortsattes Samtalen med en Række Spørgsmaal og Svar, som fæstede sig saaledes i min Hukommelse, at jeg mener, jeg skal kunne gjentage dem næsten Ord til andet. „Sig mig – naar nu du selv engang mellem skal tage Afsked med din egen Kone, naar du nemlig skal gjøre en By-Reise eller saa, hvordan hilser du hende da?“
„Nei, jeg hilser ikke da.“
„Du faar da endelig tage Afsked med Konen, veed jeg?“
„Aa nei, det er ikke saa Brug hos Bonden.“
„Det var da underligt! Naar en Bygdemand har været i Besøg hos dig, saa falder der mange Ord ved Afskeden saadan for Høfligheds og Venskabs Skyld – og naar Husbonden reiser hjemmefra, saa skulde det være saa stumt?“
„Jo, der kan da blive talt Mangt – Jeg maa jo forklare for Konen om Et og Andet, som jeg vil have udrettet mens jeg er borte.“
„Ja men et Hilsnings-Ord til Afsked?“
„Aa nei, det er ikke videre med det.“
„Saa er det jo, som om du vilde lure dig bort uden at melde det?“
