„Aa Konen staar for det Meste og ser paa, saa det
behøver da ikke at siges, at nu reiser jeg.“
„Altsaa – ved selve Afskeden stum som en Fisk?“
„Jeg kan sige som saa, i det samme jeg tager Tømmen: Ja, jeg faar have mig i Vei nu.“
„Og Konen da?“
„Lykke paa Reisen – kan hun sige; Tak: – svarer jeg. Og dermed bærer det i Vei.“
„Saa fortæl mig, nøiagtigt og omstændeligt, hvorledes det kan falde sig ved Hjemkomsten. Du kan have for Øie, hvordan det var, da du selv kom hjem fra Byen sidst, og saa rette Fortællingen derefter.“
„Jeg faar prøve.“ Her maatte Bonden le saa smaat; men saa tænkte han sig om og begyndte: „En kommer nu for det Meste hjem ud paa Kvelden. De høre det inde i Stuen, og Børnene komme ud; for de vente altid at faa Noget, naar Far kommer hjem fra Byen. Det Første, Bonden gjør, er at spænde Hestene fra og sætte dem paa Stalden og give dem. Ja, er Tjeneste-Gutten tilstede, saa kan nu han gjøre det. Men Bonden er ialfald selv med og løser Rebene paa Lasset saa vidt, at han saar fat i Færdes-Spandet (Reise-Skrinet med Niste-Maden i). Det tager han med sig ind og sætter paa Bordet. Saa hænger han fra sig Votterne og Reise-Huen og tager Hverdags-Huen paa. Naar han saa gaar hen for at lukke op Spandet, saa ere gjerne Børnene krøbne op paa Bænken og Bordet og vente paa, at han skal tage frem noget By-Godt til dem.“
„Nu, men hvorledes hilser du Konen?“ spurgte jeg.
„Aa nei, jeg hilser ikke.“
„Siger du ikke saa meget som God Dag?“
„Nei, det er ikke Brug, det.“
„End Konen?“
