endog kom til at bruge næsten de samme Ord og Vendinger som den Mand, jeg først havde talt med om disse Ting.
Jeg fortsatte med mine Efterspørgsler i Nabobygderne. Samme Skik overalt. I Størens Hovedsogn samtalte jeg om denne Sag med flere Mænd, navnlig med en af Bygdens hæderværdigste ældre Bønder. Det kom dertil, at han ogsaa fik det Spørgsmaal, om han ikke brugte at række sin Kone Haanden til Afsked. Jo, det kunde da træffe, det. Men ved yderligere Efterspørgsel om de nærmere Omstændigheder endte det med den Forklaring, at naar han skulde reise hjemmefra paa nogle Dage og havde givet Tjeneste-Gutten Befaling om de Arbeider, som imidlertid skulde udrettes paa Gaarden, saa kunde han tage det Løfte af Konen, at hun skulde føre godt Tilsyn med det Hele, og det var til Stadfæstelse paa samme Løfte, at hun stundom maatte række ham Haanden. – Det blev enstemmigt forklaret af Alle her i Bygden, at Kjærtegn aldrig sees i Ægtefolks daglige Liv, og paa det nær, at Haugianerne bruge Haandrækning som Venne-Tegn, kjendes denne Ceremoni mellem Bønder kun som Tegn ved Taksigelse og Løfte.
I Horrig samtalte jeg om Mangt og Meget med en forstandig Mand og kunde omsider vove at bringe disse Huslivets Skikke paa Bane, med behørig Indledning naturligvis, for at mine Spørgsmaal ikke skulde forekomme ham altfor besynderlige. Da det Spørgsmaal kom frem, om han ikke brugte at hilse sin Kone og sige saa meget som God-Dag, naar han kom hjem efter nogle Dages Fravær, blev han aabenbar forundret over, at jeg kunde falde paa Sligt. „Ingen Mand hilser i sit eget Hus,“ svarede han. – I samme Bygd tilbragte jeg et Par Timer i en Husmands-Stue, hvor jeg traf Konen og en voxen Datter hjemme. Denne sidste havde sit eget Madstel og trakterede mig med en Kop Kaffe. Da jeg omsider reiste mig for at gaa, takkede jeg naturligvis Pigen for Skjænk og rakte lige-
