nedskrev under udførligere Samtale med en i disse Ting aldeles paalidelig Almuesmand:
„Saa langt min Hjemmelsmand kan mindes tilbage har Haandrækning tildels været brugelig som Hilsetegn, naar man mødes paa Kirkevolden eller ved Gjæstebud; dog gjælder det ogsaa her, at denne Skik bruges mest blandt Haugianerne. – Naar en Bondemand kommer ind i Stuen til en anden og hilser „God Dag,“ saa svares: „God Dag igjen,“ ikke derimod „Sign Gud,“ hvilket var brugeligt før, men ofte er blevet gammeldags. Idet den Fremmede siger sit „Tak for Sidst,“ som ogsaa her er almindeligt, bruger han ofte den nye Mode at række Haanden til Husfaderen og Husmoderen; men han er dog endnu saa gammeldags at lade Huen sidde paa, og ledsager han sin Hilsen med et Nik med Hovedet, saa er det ganske lidet. – Naar en Bonde reiser hjemmefra, kan han sige: „Ja jeg maa reise nu, eller: „Farvel nu da“ eller: „De maa leve saa vel, som hjemme ere.“ „Ja, Lykke paa Reisen,“ svare Konen og Børnene, tildels ogsaa Tjenerne. Men der vexles intet Haandslag. Ved Hjemkomsten hilses Bonden med et „Velkommen at“ fra Konen og tildels de andre Husfolk; „Tak“ er hans Svar. „God Dag“ høres ikke fra hans Side. Konen gaar ikke Manden imøde, rækker ham ikke Haanden. Hun kommer sig ikke til det; det ansees for at være saa leit. – Jule-Aften takkes for Maden med Haandslag; ligesaa naar Manden forærer sin Kone et Tørklæde eller en lignende større og uventet Gave, saa kan hun takke med Haandslag, der kun bruges saaledes som Taksigelses-Tegn.“
Ovenfor Ørkedalen ligger i samme Dalføre Meldalens Præstegjæld, først Meldalens Hovedsogn og høiere op Rennebo Annex. Her er i det Hele noget mere gammeldags end i det førstnævnte Præstegjæld, og af mine Optegnelser herfra kan det være nok at hidsætte Følgende:
