„Haandslag bruges ikke mellem Husets Folk, men stundom mellem Fremmede, navnlig bestandig blandt Haugianerne.“
I et af disse throndhjemske Præstegjælde, som jeg nu har nævnt, fortalte en Præst mig Følgende. Han var kaldet til en Bondefamilie i Anledning af Uforliglighed mellem Ægtefolkene, og det lykkedes ham at tilveiebringe Forsoning; men da det kom dertil, at han opfordrede dem til at række hinanden Hænderne – dette verdens-bekjendte Freds- og Forsonings-Tegn –, saa maatte han studse over deres Nølen og Uvillighed; det var hel vanskeligt at faa dem til at føie ham; men han gav sig ikke, før det skeede. Præsten tvivlede dog ikke paa, at jo Forsoningen var oprigtig; men han saa her et paafaldende Exempel paa, hvor lidt Bønderfolk kunne komme sig til med at bruge saadanne Tegn.
Ørke-Elven, østenfor den Gul-Elven og endnu østligere en tredie, Nid-Elven, have sine Kilder paa Dovres og Kjølens høie Fjeldmarker, og med fossende Fald løbe de i nordlig Retning ad Throndhjems-Fjorden til. – Oftest er der kun snævert Rum mellem Elven og Fjeldet; der er kun lidt af sammenhængende dyrkbart Jordsmon; paa de enkelte Gaarde falder der jevnt smaa Lodder deraf, og Gaardsbruget bestaar for en stor Del af et overmaade tungvint Sæter- og Marke-Brug. Under Et ere disse Bygder kjendte under Navn af Dalerne. Indherred derimod er Navnet paa det skjønne Landskab, som omgiver Throndhjems-Fjordens indre Forgreninger: fladere Bygder med mindre Fjeld, og og mere Jord, større Gaarde og lettere Brug. – Planternes Art retter sig for en stor Del efter Landets Beskaffenhed, Menneskenes Sæder ligesaa for en ikke ringe Del. I Indherred er det lettere at leve; der er ogsaa Livet selv ligesom lettere og bevægeligere; her er mere Foranderlighed fra Slægt til Slægt ialfald i de Sædernes og Skikkenes udvortes Smaating, som det for den besøgende
