Fremmede falder lettest at iagttage. – For mig, som kom fra Dalerne og i nogle faa Dage opholdt mig i Ytterøens Præstegjæld i Indherred, var det saaledes helt paafaldende at erfare, at Bygdefolk her ingenlunde alle tiltale hinanden med det ligefremme „Du.“ Bønder sige nok „Du“ til Husmænd eller Arbeidsfolk, men ikke disse til hine, og mellem Bønderne selv kan der skjelnes mellem en naturlig og en kunstig Brug af dette Tiltale-Ord: naturligt bruges det i et og samme Nabolag af Ældre til Yngre samt af Jevnaldrende indbyrdes, og udenfor denne Kreds bruges det efter særskilt Aftale ved Dus-Drikningens kunstige Ceremoni. Et lignende Træk af nymodens Væsen er dette: medens den Skik, at Mødende ledsage sin Hilsen med Haandslag, i Dalerne netop kan siges at være i sin Begyndelse, saa befinder man sig her paa Ytterøen midt op i denne Skik, saa at naar Folk samles til Gjæstebud, saa har den, som kommer sidst, en hel Plage med at udføre den Ceremoni: at at tage alle de Andre i Haanden.
Det er slige Smaating, som ligge til Grund for de Domme, man i den ene Bygd kan høre om den anden: i Indherred gaar det Ord om Dalerne, at der skal være saa raat og plumpt der, og jeg tænker, at om jeg havde havt med mig en af mine Venner fra Soknedalen, skulde han have sagt, at Gaardbrugerne paa Ytterøen vare som Herremænd allesammen. – Men netop formedelst den store Forskjel i disse og lignende Stykker gjorde jeg mig Flid for at komme efter, hvorledes det havde sig i Ytterøens Bonde-Familier med den Huslivets Skik, som jeg paa disse Blade har omhandlet, og hvad jeg erfarede, kan jeg kortelig anføre ved følgende Forklaring, som jeg nedskrev under Samtale med en af de kyndigste og mest anseede Bygdemænd: „Haandrækning bruges ikke ved Hilsen mellem Ægtefolk. Manden siger heller ikke „Farvel“ eller „God Dag,“ naar han reiser
