daglige Liv nede i Bøndernes Stuer, maatte jeg ofte op paa Lofterne for at betragte Kisterne og deres Herlighed.
Thi ligesom det er saa besynderligt stumt mellem Ægtefolk, saaledes er det ogsaa mellem Forældre og Børn. Naar disse ere ganske smaa, eller – som En udtrykte sig – saa længe Forældrene endnu have Børnene i Sengen hos sig, kunne de kysse og klappe og kjærtegne dem. Men at en Moder har kysset det ældre Barn, eller at en Fader i overstrømmende Kjærlighed slutter sin voxne Søn eller Datter i Favn, det er aldrig seet i disse Bygder. – Der, hvor jeg selv voxte op, var det Skik, at Børnene bleve vænnede til at sige Fader og Moder Tak for Maden efter hvert Maaltid; men her kjendes denne Skik kun hver Jule-Aften. Heller ikke holdes de til at hilse Forældrene med et „God Morgen“ eller „God Nat.“ Naar en voxen Gut eller Pige forlader Fædre-Hjemmet paa længere Tid, f. Ex. for at tiltræde en Tjeneste, saa rækkes ikke Haanden til Afsked, og de Ord, som bruges, ere omtrent saa korte som muligt. – Et Maleri af Tidemand forestiller en ung Bonde-Gut, som drager hjemmefra for at prøve sin Lykke i Verden: han staar med Skræppen paa Ryggen, Moderen holder Forklædet for Øinene og Faderen trykker Guttens Haand, rimeligvis medgivende ham sine Raad og Formaninger for Reisen. Se, saadanne Scener skulde man tro maatte ofte have været at se i Guldalen, hvor i de sidste Aar saa mange unge Karle have reist hjemmefra for at drage til Sverige paa Sommer-Arbeide; men naar jeg for vel kjendte Almuesfolk fortalte om hint Maleri og fremstillede Indholdet deraf, saa svarede man mig bestandigt, at – maaske paa Moderens Graad nær – var Sligt aldrig seet her. Kun naar en Gut eller Pige skal giftes bort til en anden Gaard, altsaa drager hjemmefra for bestandig, saa rækker den Bortdragende sine Forældre Haanden – ikke just til Afsked,
