men til Tak for den i de mange Aar beviste Godhed. Men en Mand, som var flyttet hjemmefra for at tage i Tjeneste og siden blev gift og holdt sit Bryllup blandt Fremmede, fortalte mig, at han, paa Jule-Aften nær, aldrig siden sine tidligste Barne-Aar havde vexlet Haandslag med sin Fader eller Moder. „Ikke engang paa den høitidelige Dag, da du blev konfirmeret, eller da du førstegang gik til Alters?“ spurgte jeg. „Nei, for det er ikke Brug, det,“ svarede han. Lignende udtrykkelige Forklaringer hørte jeg af flere Almuesmænd, og aldrig traf jeg til at høre noget Exempel paa det Modsatte.
Det feiler jo ikke, at Graaden stundom trænger sig frem i Øiet; men saa vendes Ansigtet bort, og at sige et Ord, som skal udtrykke Ømheden og Ærbødigheden, det kan man saa lidet komme sig til med. Hermed hænger ogsaa det sammen, at Fortroligheden fra Børnenes Side mod Forældrene er, som det forekommer mig, temmelig liden blandt Almuen. Det er ikke just min Mening, at den tillidsfulde og ærbødige Hengivenhed, som skulde vise sig i Fortrolighed, er saa mærkelig liden; men det er, som at Driften til personlig Selvstændighed og Uafhængighed er udviklet endnu mere, og det tør vel befindes, at der er Noget i den hele Livs-Retning og Opdragelses-Maade, som bevirker dette. Jeg faar anføre et Træk for at vise, hvad jeg mener. Børnene kunne, medens de endnu ere hjemme hos Forældrene, have adskillige Planer fore og fatte Beslutninger f. Ex. om at fæste sig i Tjeneste eller, hvad jeg senere maa omtale, om endnu vigtigere Ting; men det har ofte undret mig at bemærke, hvor lidt de fortro sig til Forældrene og raadføre sig med dem. Og Forældrene paa sin Side synes saa vidt muligt at undgaa at spørge Børnene om deres Forehavende, men foretrække ofte at skaffe sig Kundskab derom gjennem Rygter og Beretninger af Andre. Hvorledes jeg har opfattet Forholdet, det kan jeg maaske
