Denne Scene stod mig for Øie engang, jeg sad i lang
og fortrolig Samtale med en usædvanlig kraftig Gubbe af
en Fjeldbonde. Jeg ledede med Forsæt Samtalen hen paa
de Ting, som jeg her har skrevet om, og fortalte ham nogle
Træk af Børne-Opdragelsens Skik der; hvor jeg er kommen
fra. Jeg skildrede, hvorledes Børnene tidlig vænnes til
at hilse Fader og Moder hver Morgen og Aften, o. s. v.;
jeg beskrev de huslige Feste, som Forældrenes Fødsels-Dage
og andre Minde-Dage give Anledning til, hvorledes Børnene
ved saadanne Leiligheder glæde sig ved at faa en eller
anden Foræring istand til Fader og Moder og dermed lægge
sin Hengivenhed for Dagen, og jeg fremhævede, hvorledes
disse Skikke og Sædvaner udentvivl bidrage Sit til at
fremkalde og vedligeholde et ømt og fortroligt Forhold.
Bonden hørte paa med den største Opmærksomhed, og da
jeg sluttede, udbrød han med en egen Livlighed: „Nei, du
skal have Tak, som sagde dette!“ Det var hel underligt for
mig at høre et saadant Ord af ham, Fader og Bedstefader
for en talrig Familie og altsaa nødvendig en meget erfaren
Mand i disse Ting. Men nu blev det hans Tour til at
fortælle. En Gang blev han kaldt hen til en gammel
Bonde i Bygden, som vilde have hans Raad og Bistand i
det Familie-Anliggende at skifte Gaard og Løsøre til Sønner
og Svigersønner. Det holdt paa i 2 Dage, og en Stund
efter at Arbeidet var endt, sagde den Gamle: „Nu har jeg
skiftet fra mig alt det, jeg eiede; men ikke har Nogen af
dem sagt mig saa meget som Tak.“ Da maatte den ældste
Søn træde frem og sige, at det var dog Noget, de havde
villet gjøre alligevel. – Nogen Tid efter kom det dertil,
at Bonden, som fortalte mig dette, selv skiftede fra sig
Gaard og Løsøre og netop beholdt saa meget for sig
selv, at han kunde være skikkelig berget som Kaarmand.
Da kom hans 3 Sviger-Sønner frem og takkede, men hans
egne Sønner ikke. „Jeg tror nok, de mente det – men
Side:Folkevennen 1858.djvu/94
Denne siden er ikke korrekturlest
90