med de gamle Tiders Sæder og Skikke, og Begivenheden foregik i en Familie, hvor Husfaderen formedelst sit sjeldne kraftige og bestemte Væsen rimeligvis mere end mange Andre har holdt paa det nedarvede Begreb om Faderens Myndighed og Ret. Uagtet jeg ikke netop veed det, saa kan jeg derfor godt tænke mig, at der i dette Hus har været saadan Orden og Skik, at ingen Nattefrier vovede sig hid uden som sagt foreløbig at have sikkret sig Husfaderens Tilladelse til Forbindelsen. Og det er netop dette, som jeg har Grund til at tro var det Almindelige i gamle Dage eller ialfald mere almindeligt end nu for Tiden i disse throndhjemske Bygder. Thi enkelte skjønsomme Mænd have sagt mig, at i deres Ungdom havde hverken Gutterne eller Pigerne saa stor Frihed som nu, idet Forældrene da holdt strengere Tilsyn med dem og ligefrem forbød dem at indlade sig paa Frier-Handeler uden efter Forældrenes Raad og Anvisning.
Jeg skal ikke lettelig glemme et behageligt Bekjendtskab, jeg gjorde med en Bonde-Familie i en anden af Dalernes Bygder. En hel Dag havde jeg vandret omkring i den endnu for mig saa fremmede Bygd og mellem lutter fremmede Folk; jeg havde standset en Times Tid i et Hus, en halv Time i et andet Hus og saa fremdeles og dermed kommet i Samtale med mange Slags Mennesker; saa lakkede det mod Aften, og i Skumringen gik jeg over en liden Skov-Aas og foresatte mig at søge Nattelogis i det første det bedste Hus, jeg traf i Grænden paa hin Side. Paa denne enlige Vandring morede det mig at tænke paa, hvad Slags Modtagelse jeg vel skulde saa, om jeg skulde træffe træge og taabelige Folk eller snilde og venlige, som selv kunde have Fornøielse af at samtale med en Fremmed. Saa kom jeg til en Gaard, gik ind i Stuen, fortalte Hensigten med mit Besøg og – fandt snart, at jeg havde truffet skjønsomme og hyggelige Mennesker, og det netop af
