det Indhold, saadan som de bør findes i Almue-Bibliotheker.
At have Almue-Bibliotheker er allerede blevet en meget udbredt og fast Skik. Man finder dem i alle Egne af Landet, i Finmarken, paa Jæderen, i Smaalenene o s. v., i fattige Bygder som Røldal, i rigere Egne som Gausdal, og i det Hele taget vistnok i de fleste Præstegjelde, i Byer som i Bygder. Der kunde skrives en hel Historie om, hvorledes Skikken er opkommet og har udbredt sig; den samme Historie skulde sikkert give mangt et vakkert Vidnesbyrd baade om den Flid og om det Held, hvormed der i de sidste Menneske-Aldere har været arbeidet til Folke-Oplysningens Fremme. Men med Hensyn til Fortiden maa jeg her indskrænke mig til dette: Virksomheden for Almue-Bibliotheker har nok især tiltaget jevnt i de sidste 10 Aar, og det formedelst den Opmuntring, som er ydet ved Penge-Tilskud af det Offentlige. Dermed har ogsaa Sagen paa de fleste Steder taget saadan Gang: de private Foreninger (Læse- eller Sogne-Selskaber), som før havde Bog-Samlinger for sine Medlemmer, have gjerne overdraget dem til Kommunerne, eller disse have oprettet Almue-Bibliotheker af Nyt, og til disse nu offentlige Bibliotheker er der ydet Tilskud dels af Kommune-Kassen, dels af det Beløb, som til dette Brug har været bevilget af Stats-Kassen, og Sognepræsten tilligemed et Par Medlemmer af Stedets Formandskab danne Bibliothekets Bestyrelse, vælge de Bøger, som skulle kjøbes o. s. v. Dette Sidste er nemlig en af Betingelserne for at kunne faa Bidrag af Stats-Kassen.
Sagen er altsaa kommen i god Gang. Men just derfor synes det mig værd at overveie, om den ogsaa er kommen i den bedste Gang.
Paa mine Reiser omkring i Land-Distrikterne har jeg stundom foreslaaet for Folk at danne en Bog-Forening for sig selv eller en Bog-Samling for Grænden eller et vist
