Side:Folkevennen 1859.djvu/11

Denne siden er ikke korrekturlest
7

i første Kapitel, fortalt et Exempel paa, at en Mand i Livsfare paa Søen lovede Penge til de Spedalske, hvis han blev reddet, og jeg mener, at der ikke saa sjeldent gjøres saadannne Løfter i Anledning af Ønsker, som skulle opnaaes, eller af Ulykker, som skulle afvendes, eller Synd, som skal afbedes, og jeg formoder, at saadan Skik, skjønt vistnok ogsaa kjendt paa andre Steder, fornemmelig agtes og befølges i det Strøg af Landet, hvor hine Sætninger om Ildstegnet ere gjældende.

Endelig er det Skik i Harham at sende Gaver til de Spedalske en Gang hvert Aar, uden nogen særskilt Anledning. Harhams-Boerne have ellers ikke stor Fart paa Molde, hvor Hospitalet for de Spedalske er; men ud paa Høsten, naar Aarets Grøde er bragt i Hus og Aarets Fiskerier ere sluttede, pleier hver større Gaard eller flere mindre Nabo-Gaarde i Forening at sende en Baad did for at overbringe Gaverne. De Familier, som holde sig for omtrent lige rige, give nogenlunde ligt, fattige Familier give mindre. Det Visseste er fra hver Familie nogle Mærker Byg- og Havremel (12–24 M℔), derhos efter Omstændighederne et Smale-Lem, et Fleske-Stykke, en Uldmark, stundom lidt Tørfisk, virket af Seid, som efter et heldigt Notekast kan være udtaget med denne Bestemmelse.

Ved at lage tilog afsende disse Aarsgaver gaa maaske de Fleste saa temmelig tankeløst til Værks, idet de kun følge Skikken. Men stundom kan vel en naturlig Medfølelse for de ulykkelige bevæge Husfaderen til at lægge endnu en god Næve Mel til de engang bestemte og opveiede Merker. Kanske ogsaa den Uldmark eller det Fleske-Stykke, som Husmoderen lagde i Sækken, er et hemmeligt Vidne om en Hjerte-Sag, hun har med sin Gud, og for hvilken hun synes at tiltrænge de Fattiges Forbønner; thi, som før sagt, de Spedalske skulle bede saa vakkert.