for galt. Ved en liden Bibel-Læsning sidstleden Søndag, hvor mange af Forældrene og den voxne Ungdom var tilstede, omtalte jeg dette og fortalte tillige om, hvad der i Selskabet for Folkeoplysningens Fremme, i det sidste Aarsmøde, var talt om disse Ting. Sagen blev modtagen med meget Bifald, og da jeg selv tegnede mig for en Ort og forærede 3 Bøger, blev det almindeligt, at de fleste i Foreningen tegnede sig for 24 ß, 12, 8, 6 ß; endog enkelte af den ældre Ungdom tegnede sig“.
Jeg har meddelt dette Brev, for at mine Læsere kunde faa et anskueligt Exempel paa, hvorledes der virkes omkring i Landet for at vække og nære Læse-Lysten. Ja, jeg faar fortælle et Exempel til: Læseren vil erindre Dalsbygden, hvor vi ovenfor saa at det for 100 Aar siden var saa smaat bevendt med boglig Dannelse; Skolemester her er er nu en Søn af hin Jubel-Olding, som i 1855 opgav Skole-Bestillingen, og han skriver saa: „Den 18de d. M. (Januar 1859) havde vi et Møde i Skolen. Jeg fremsatte da Forslag om et Børne-Bibliothek i Forbindelse med Skolen og fik af de Tilstedeværende tegnet Bidrag til et Beløb af 5 Spd. Søndagen efter, da Bibellæsningen var til Ende, bragte jeg atter Sagen paa Bane, og fik ogsaa da Noget, saa jeg nu har Spd. Og endnu er der nogle Mænd, som jeg ikke har talt med, men som jeg nok tror vil yde sin Skjærv.“
Det gaar, det gaar! Naar man, saaledes som tilfældigvis jeg i denne Tid, har havt Anledning til at se en hel Del saadanne Beretninger, fra de forskjelligste Bygdelag, saa kan man nok glædes i Haabet om, at det gaar godt med Oplysningens Sag i vort Land.
Men foruden dette, at Bog-Samlinger under visse Forholde bør være indrettede for mindre Kredse end et Sogn eller et Præstegjeld, saa tør det nok ogsaa stundom vise sig, at der, om Deltagelsen skal blive almindelig, maa være
