Side:Folkevennen 1859.djvu/118

Denne siden er ikke korrekturlest
114

Digte-Kunsten, og at Nationerne dog aldrig i Længden have kunnet undvære dennes Gave til at hæve Sindet til Begeistring og Freidighed. Og er først den gode Stemning vakt hos Læseren, saa føler han sig snart dreven til Tænkning og Læsning om andre Ting.

Kort at sige: jo mere Almue-Bibliothekerne kunne imøkomme Folkets Smag og give det de Bøger, som det virkelig vil læse, desto snarere mener jeg det skal ske, at den Ensidighed vil svinde hen, som hist og her monne være, og Læserne ville da begjære ikke netop dette eller hint Slags Beøger, men det Bedste af, hvad der fremkommer i Bog-Verdenen. Thi Læse-Lysten er i Grunden en Stræben efter at arbeide sig ud af den Ensidighed, som følger med Livet i den enkelte Bygd eller Stand, og efter at hæve sig op til det høiere, rigere, fyldigere Aands-Liv, som aabenbarer sig i Litteraturen.

Heraf vil igjen følge, at Bibliothekerne maa lægge an paa at skaffe det Bedste af det Nyeste, som Litteraturen frembringer, saa Læserne kunne følge med. Dette er, hvad alle tænksomme Folk ville: vide Besked – ikke alene om hvad vigtige Begivenheder der foregaar i Verden, men især om hvad store Tanker og nye Anskuelser der bevæger og gjennemstrømmer den enkelte Nation, det Samfund, som vi selv tilhøre. Hertil hører at kjende de Forfattere, som nu leve og virke, og lægge Mærke til dem, som lidt efter lidt fremstaa: man nærer det Haab, at Forfatterne dels ved heldige Opdagelser i Videnskabens Rige, dels ved nye Fremstillinger og kraftige Udtalelser af saadanne almindelige Sandheder og Følelser, som kun dunkelt dæmrede for os før, at Forfatterne derved virkelig skulle berige vor aandelige Formue og fremskynde vor aandelige Væxt – og dette er Læselyst, at man vil deltage deri.

Begrebet om nye Skrifter er ellers meget forskjelligt. Der er jo Forfattere, hvis Skrifter Aarhundreder igjennem beholde