jeg, som ikke har nogen Ager at dyrke, kan ret underholde mig ved den – at sige, hvis den er godt skreven og giver mig en anskuelig Forklaring om en eller anden vakker Opdagelse, f. Ex. om Muldens drivende Kræfter, om hvorledes det gaar til, at Kornet spirer og Straaet voxer og Axet mades. Og forsaavidt som det er mit Ønske at følge med Litteraturens Gang eller at blive kjendt med det Aandsliv, som rører sig i Landet, saa kan enhver ny udkommen Bog tjene til Øiemedet og kaldes nyttig.
Det er endelig mit Haab, at efterhaanden som Almue-Bibliotheker hjælpe til at fremme Folke-Oplysningen, skulle vi komme lettere ud af det med en anden Skilsmisse, som idelig gjøres mellem Bøger, naar Talen er om disse samme Bibliotheker. Jeg sigter her til det strænge Begreb om Folke- eller Almue-Skrifter som et særeget Slags af Bøger.
Der var en Tid, da fast al Lærdom blev beskreven paa Latin. Det tykkedes da at være nok, naar de faa Hundrede Mennesker, som kunde Latin, fik lære noget Nyt; Folket stod udenfor. Da var det et umaadeligt Fremskridt, at nogle Folkets og Oplysningens Venner omsider begyndte at skrive om allehaande Ting i Folke-Sproget. Og saaledes er Slaget vundet til Folkets Fordel, at nu skrives der fast ikke en Bog her i Landet og i vore Nabo-Lande uden i Folkenes eget Sprog. Forsaavidt ere alle Bøger nu blevne Folkebøger. Vistnok er der jo endnu Tusinde Grader imellem de Høilærdes allervanskeligste Stil og de Udtværinger og Fortyndelser af Lærdommen, som man kan finde i visse Tolv-Skilllngs-Bøger, paa hvis Tittelblad der staar at læse „for Almuen.“ Men ligesaa lidt som Menigmand magter hin høilærde Stil, lige saa lidt finder han Smag i Tolv-Skillings-Stilen. Han kjøber vistnok ofte disse billige Bøger; men det er mærkeligt at se, hvor snart han kaster dem.
Der er en vis Middel-Vei, naar man vil skrive for Folket, d. e., for en mere udvidet Kreds af Læsere. Tin-
