Side:Folkevennen 1859.djvu/123

Denne siden er ikke korrekturlest
119

af den Godhed at opgive os. Naar vi have bragt Sagen saa vidt, at vi kunne tænke paa at anskaffe Bøger, ere vi atter saa fri at henvende os til Dem om Raad i Henseende til Valget af dem.“

Det var ogsaa dette Sidste, jeg netop vilde gaa over til at tale om her. Jeg har yttret mig i Almindelighed om, hvad Slags Bøger Almue-Bibliothekerne burde lægge an paa; nu bliver Spørgsmaalet mere bestemt: „Hvilke Bøger da? Sig os Titlerne paa dem!“ Foruden mange Gange privat blev dette Spørgsmaal offentlig henvendt til mig i sidste General-Forsamling i Folkeoplysnings-Selskabet, og der var det Meningen, at jeg her i Folkevennen skulde lade trykke en Fortegnelse over gode Bøger for Almue-Bibliotheker.

Dette er ogsaa Noget, jeg længe har vildet gjøre, og efter hin Generalforsamling begyndte jeg saa smaat. Men nu, ved nærmere Overveielse af det Hele, fandt jeg Tingen ugjørlig for mig og lidet raadelig overhovedet.

Jeg skal forsøge at sætte Læseren ind i Sagen.

Der er gamle Almue-Bibliotheker, som skulle fortsættes med nyt Bogkjøb; der er nye Bibliotheker, som endnu mangle meget af de ældre værdifulde Sager; der er Bibliotheker, som endnu kun ere til i Stifterens Tanke og skulle forsynes med baade Gammelt og Nyt; der er vel en 2–300 Bibliotheker i Gang, nogle paa 3–400 Bind og derover, andre paa 50; nogle af disse mange ville have Forsyning af et, andre af et andet og tredie Slags Bagen. Nu, en vejledende Bogfortegnelse, som skulde svare til dette mangfoldige Behov, maatte omfatte ikke mindre end den hele norsk-danske Boghandels-Litteratur, – at sige det af den, som kunde anbefales; men for at udfinde dette maatte man ogsaa kjende den Mangfoldighed, som ikke kunde anbefales. Og nu betænke man, hvad det har paa sig for Enkeltmand at offentliggjøre en Liste paa Bøger, som han med en vis Myndighed, halv selv-paataget og halv betroet, skulde give