Skulle vi saa Intet gjøre? Jo, vi. Thi hvad der vilde
være betænkeligt og uoverkommeligt for Enkeltmand, det kan
gaa an for flere. Jeg siger: Naar en Præst eller anden
skjønsom Mand i lang Tid har forestaaet et Almue-Bibliothek
og derved er bleven opmærksom paa, hvilke Bøger der
især yndes og stifte Gavn blandt Folket, saa kunde han
gjøre en god Gjerning ved at meddele en Fortegnelse over
saadanne Bøger. Fremdeles, naar en Mand nylig bar læst
en god Bog og fundet den skikket til Almenlæsning, saa
vilde han ogsaa erhverve sig Krav paa Manges Tak, om
han vilde anmelde den som Folkebog, gjøre Rede for dens
Indhold o. s. v., saaledes som jeg seer at Hr. Provst Faye
i Holt nylig har gjort det med nogle danske Bøger i „Den
norske Folkeskole,“ No. 4 for iaar. Saadanne leilighedsvis
givne Fortegnelser og Anmeldelser vilde det være Folkevennen
meget kjært at bringe om i sin Kreds; det Brev,
jeg sidst aftrykte ovenfor, er ogsaa, mener jeg, et ganske godt
Exempel til at vise, at deslige Vink og Raad vilde blive
modtagne med Taknemmelighed. Da de Bogfortegnelser,
som jeg her tillader mig at anmode om, vilde være givne
leilighedsvis og ikke lægge an paa at være udtømmende, vilde
forhaabentlig Meddelerne ikke finde det betænkeligt at sætte
sit Navn ved; i denne Sag ville nemlig Raad af unavngivne
Mænd ikke nytte saa meget.
Jeg gjør selv Begyndelsen hermed, idet jeg ved Slutningen af denne Opsats meddeler en Liste over Bøger, som er bleven til for et enkelt Tilfælde, nemlig for Forsyningen af et enkelt, større Almue-Bibliothek, som havde endog over 100 Spd. at anvende paa en Gang. Det var i et af de større Præstegjeld paa Landet; Sognepræsten, den residerende og den personelle Kappellan havde først i Fællesskab skrevet op en Liste paa de Bøger, som faldt dem ind, og en af dem, som var i Byen og skulde gjøre Indkjøbet, tog tilsidst mig med paa Raad og fik opgivet de Bøger, som
