Tid maa have kunnet skrive ganske godt, satte nu Pennen mellem Stumpen af Tommelfingeren og selve Haandfladen og skrev Modtagelses-Beviser, et særskilt for hver Giver, og medens han skrev, blev Takken frembaaren af de Andre: først kom nogle frem, de, som kunde gaa, og takkede Manden ganske naturligt og enfoldigt; men derefter begyndte, hvad der lod til at skulle være den egentlige Taksigelse: en ældre Mand, som sad og bandt paa et Fiskegarn, og en Kvinde, som sad med sin Bunding, fremførte en Strøm af Ord og en overvættes Overflødighed af Forbønner og Guds Velsignelser og af Ros over de fromme Mennesker, som betænke de Ulykkelige; undertiden talte de i Munden paa hinanden, men oftest var det, som at den Ene løste den Anden af, og det Hele skede paa saadan indøvet Maade, at jeg – endnu i denne Stund – kunde ønske ikke at have hørt det!
Naar den nye Pleiestiftelse ved Molde bliver færdig, saa ville vel de Spedalske fremdeles kunne modtage Besøg og Velgjerninger; men forhaabentlig skal det ogsaa bære en af Fordelene ved den nye Indretning, at det ikke skal behøves og ikke tilstedes, at der bringes Gaver til Lemmerne saaledes iflæng.
Efter Løfter i Nødstilfælde bringes ogsaa hyppig Gaver til de forskjellige Fattighuse i Bergen, af Almuesfolk i Nabo-Egnene. Ligesaa faar Fattigstuen i Throndhjem, en af den Angellske Stiftelses vældædige Indretninger, en temmelig aarvis Pengesum paa denne Maade. Men her i Throndhjem blev det mig sagt, at det var mest fra Søkanten og Fjord-Distrikterne, at disse Gaver kom, mindre fra Ørke- og Guldalens Opland og Fjeldbygder[1]. Jeg synes
- ↑ En Bonde høit oppe i Guldalen, i Soknedalen, fortalte mig dog, at han engang havde været inde paa Fattigstuen med en Gave; Anledningen var, at han var til Byen
