o likøso kviltø se endaa, so vøro daa Smaakjøudn[1] vakna, saag e. Det heldo paa laiktø, so heilø Fjorn sto sjele[2] buldra so ei Grytø, ner o koka sagte. Noko Ænda saag e okso kommo roande innaat Lande, der so Kjøudn laiktø so. Smaakjøudn, Stakkara, vørto førskræmda det o gjaaymdø se unde Steino dæ snøggast dei kunna; men va dæ taa rettø Slags Ændo, so gjek dæ vel gale mæ mange taa dei, veit e; dei haddø vel Hug paa lite Biskomat Ændadn mæ, Stakkara!
Men e snakka burt dæ, e haddø tænkt me te førtælja. Eit Stykkjy gjik e Ølmanvægøn; men so tok e taa hono paa ein litn Beinstig, so var ini Bjørkøskogen. Ner e saag uppi Fjelle, so vøro baade dei o Skogad’n so fint forgjylte taa Morgosoln. Men Fugladn haddø ’kje held førsøve se den Mørgon. Svøla flaug no so glaø ikringo me heilø Vægøn ho, settø se paa Garstauradn o søng so fint den gamlø Visa si: „Jomfru Maria, Jomfru Maria skulde me før rauø Leppøn[3] o før Skjærin sin; inkji tok e’en, inkji tok e’en, men han sit i Sjarte[4] mi lell!“ Denna Visa ha o no sønge, si’ o va skaptø, men ho va kji traayttø taa’n enddaa, haayrd’ e. Gaukøn sendø me okso sit Gukku aavate Lio, o Maaltrøstn, Grønskure, Fuggølkungøn o mange are, so ’kji e veit Navn paa, kapsøngo ikringo Buskøtøppadn. De prisø Skaparn dikka de, tænkt’ e ve me sjøl; men me, so Miniskja era, glaaymø’n so øftast, Gud bær us!
Mea e gjek so o tænktø paa, ko Mykjy Vaherrø ba skapt i Være, so kan glea o oplivø den Stakkars Miniskja, so bli so øfto neklæmdø taa Synd o Sørg paa Væge, va e kaamin uppaa ein Haug, so e saag Raaykøn staig so likø i Verø or Paispipun[5] aat dei Kjerringøn, e vilde te. E gjek no innaat dei langø Hyttun hennø; men her va dæ ’kji vanskøle
