Side:Folkevennen 1859.djvu/167

Denne siden er ikke korrekturlest
463

Frihed ei kan bestaa med Vilkaarlighed og Herremagt; de, som lyde, har faa svært for at mindes, at Frihed ei kan bestaa uden Lov og Begrændsning. Og der er Fordomme og Sæder og bestaaende Forhold, som har saa feig en Modstandskraft og de tusinde Forgreninger. Mens vi har gaaet vor stille, simple Udviklingsgang, har andre Folkeslag havt svare Kampe uden at naa did, hvor vi nu staa. Det har vel gjort Sit, tænker jeg, at vi lagde Grunden med Sindighed og at der ingen overdrevne Drømme var med om at bygge, som senere skulde blive skuffet og med Skuffelsens Had kaste sig over og ødelægge sit eget Værk Og saa det, mener jeg, at der intet Blod klæber ved vor Frihed: hverken Kongeblod eller Borgerblod. Blod pletter længe og æder sig ind og tærer, og der er dem, hvem det stadig maner til Hævn, og dem, hvem det frister til Trods; men her hos os var det et fredsælt og langmodigt Folks enige Vilje, som reiste Friheden, og for denne Vilje bøiede Vorherre Skjæbnens Gang og de Mægtiges Sind.

Freidigt som Faa tør derfor vi se tilbage paa vor Friheds Oprindelse og i den søge Forklaring for det, som gik, og Forjættelse for det, som kommer.

Men over Glæden i den Frihed, vi besidde, i det store, rene Minde fra 1814, og den Gjenfødelse, som senere er gaaet over Landet, skal vi ikke glemme, at Værket ej er endt endda. Ved Begyndelsen staa vi kun ved Begyndelsen. Maalet er uendeligt. Som Menneskeaanden selv, hvis inderste Tanke Friheden er, higer den ustandselig fremad – hver Vinding er kun Fodfæste for en ny Stræben, hver Indrømmelse skaber en større Fordring: for hvert Skridt, Friheden gjør, bliver den sig sin Berettigelse og sin Magt mere bevidst. Der kan tvistes om, hvorlangt der nu og nu bør gaaes – der kan tvistes om Tider.og Leilighed; men at ville standse Frihedsudviklingen paa hvilketsomhelst Trin og sige: her er Grændsen, det er at fornægte Frihedens