frem med det Lidet, hun sagtens vidste. Altsaa gav jeg hende Lexen om til næste Dag, og derhos gjennemgik jeg Stykket for hende paa den Maade, at jeg mundtlig fremsatte Indholdet for hende i de allerfatteligste Ordlag. Men da dette var bestilt, faldt det mig pludselig en Ting ind: „Læs Lexen!“ sagde jeg til hende – og nu strømmede Leren ud af hendes Mund med en saa ustandselig Fart, at jeg ikke forstod et Ord, og da jeg skyndsomt kastede Øiet i Bogen for at følge med, kunde jeg ikke det heller, saa fort gik det. Og jeg, som mente, at hun ikke havde læst paa sin Lexe! En slig flittig Pug-Læsning havde jeg vanskelig hørt Mage til – men da jeg skulde overhøre de andre Børn, fik jeg høre Magen. Hvor jeg bestræbte mig for at tale tydeligt og spørge fatteligt og saaledes faa fremlokket en selvstændig Tanke ved Siden af de udenadlærte Bogstaver – men forgjæves. Sommetider brød jeg tvært af og talte med Børnene om dagligdags Ting, om hvor mange Sødskende der var hjemme, om Fiske-Toure, om Kjøerne paa Marken; men naar vi saa vendte tilbage til vore Lexer, om det andet Bud, om Arve-Synden o. s. v., saa blev det atter som før: enten gik det istaa, eller det løb surr. Jeg arbeidede mig aldeles træt den Dag.
Men hvilken Flid dog hos disse Børn, eller hvilken Ihærdighed hos Forældrene, som saaledes „holde dem til Bogen“![1] Vistnok maa det jo befrygtes, at Meget, at kanske det Meste og Bedste af Guds Ords Kjerne gaar tabt under denne Læsning, som jo næsten kun bemøier sig
- ↑ Og som Børnene nu lære Pontoppidans lille Forklaring, saaledes lod det til, at de fleste Ældre i sin Tid havde lært den store eller dobbelte. Og jeg hørte Harhams-Bønder yttre den bestemte Mening, at det vilde være rettest at begynde paa igjen med denne store Forklaring; det syntes næsten at ansees som Mangel paa Rettroenhed, naar man ikke delte denne Mening.
