andre Landes Vedkommende, og Aarsagen er naturligvis, at saa mange af dette Slags Børn blive vanrøgtede.
Og det tør være, at hin Lettelse bliver mere end opveiet paa en anden Kant. Jeg vil nu ikke tale om det, at jeg ikke begriber, hvorledes 70 Spd. skulde være, hvad det kaldes, Halvdelen af Opfostrings-Bekostningen for et Barn indtil dets 15de Aar. Men her vil jeg henpege paa dette, at naar f. Ex. en fattig Tjeneste-Gut (og det er mest de fattige Barnefædre, hvis Sag kommer til Amtmandens Afgjørelse) faar den Byrde at udrede 5 Spd aarlig, saa gaar dermed Størstedelen af, hvad han med Flid og Sparsomhed skulde lægge sig til bedste, og saaledes faar hans hele Formuesvæsen en Knæk, som han sent eller aldrig forvinder; selv om det ikke derhos bliver en Følge, at han over den hele Sag taber Modet og slaar sig paa Letsindighed værre end før, bliver dog hint indirekte Velfærds-Tab i mange Tilfælde større end den af Amtmanden paalagte Udredsel, hvad enten denne bliver betalt helt ud for alle 15 Aar eller ei. Uberegneligt, men sørgeligt stort er ogsaa det Velfærdstab, som Barnemødrene formedelst deres ulykkelige Stilling som oftest maa lide, og det uden Hensyn til om Børnene dø i spæd Alder eller ikke. Thi „et godt Navn og Rygte er Penge“ – det er en Sætning, som burde indskjærpes lige med denne velbekjendte, at „Tid er Penge.“
Amtmanden pleier at bestemme Opfostringsbidraget forskjelligt, større for velstaaende, mindre for fattige Barnefædre, større for Byfolk, mindre for Landfolk; endelig blev Bidraget sat større i 1856 – formedelst de forhøiede Priser paa Livsfornødenheder – end i 1855.
| I | Aarene | 1855 og 1856 | |
| var | Bidraget | mindst | 43 Spd., 50 Spd. |
| - | – | høist | 110 –, 140 – |
| i | Gjennemsnit | 68 –, c. 74 –. |
