Overhovedet, ved at betragte disse Skikke og Begreber
med Hensyn til Guds Ords Hørelse og Læsning, maatte
jeg idelig mindes om, hvad gamle Mænd paa Østlandet
havde fortalt mig om den religiøse Tilstand her for et Par
Menneske-Aldere siden, i Slutningen af forrige Aarhundrede,
før Fritænkeriets Udbredelse. Det var mjg, som om jeg
nu saa for mig i Søndmøre de Tilstande og Forholde, som
jeg ellers kun havde faaet en dunkel Forestilling om ved
Sagn fra en forsvunden Tid. Jeg fik dog det Indtryk,
at denne eiendommelige, stive og tvungne Tænkemaade og
Skik nok nu i den allerseneste Tid holder paa at opløse sig
og give Plads for nye Anskuelser og en større Frihed i
Gjøren og Laden. Skal saa den gamle Tvang kanske afløses
af det Fritænkeri, som i mange østlandske Bygder
traadte istedetfor den troende Enfoldighed? Neppe, thi den
Tids Fritænkeri gjælder ikke som Visdom nu, har ikke længer
sin engang saa forførende Magt. Den nye Interesse,
som nu for Tiden snarest udbreder sig til Bygder, hvor det
religiøse Liv hidtil synes lidet berørt af Tidens Bevægelser,
er Dagens Spørgsmaal om Stats-Kirken og hvad dertil
hører. – Jeg har nævnt dette for at slutte med en Antydning
om, hvor overmaade vanskeligt det vilde være at
skrive et Lands religiøse Historie: Udviklingen gaar ikke samtidig
for sig i alle Landets Egne, og en Bevægelse, som
ellers maaske har grebet Mængdens Sind og i mange Stykker
har omdannet Begreberne og Sæderne, kan have gaaet
et eller andet Bygdelag forbi; saa, et halvt Hundrede Aar
efter, naaes dette samme Bygdelag af en anden Bevægelses
Paavirkninger og saasom den historiske Forberedelse nu er
anderledes her end paa andre Steder, saa opstaar der meget
ulige Sammenstød og Forviklinger.
I dette Kapittel har jeg nævnt Overtro. Og en Forklaring om de overtroiske Sætninger og Skikke kunde vel høre hjemme i en Afhandling om, hvad der blandt et Folk
