saa er det som Følge af en misforstaaet Fornemhed, men ikke af Tro paa Drømme. – Man maa tilvisse undre sig over, hvorledes slig DrømmeTro kan holde sig i vore Tider, og det tør nok være, at naar Forældre ikke forlod sig paa Sligt, saa skulde de være snarere til at lytte til Lægers og Læreres Raad om den bedste Maade at pleie og opdrage sine Børn, at det maatte gaa dem vel.[1] – Og hvorledes den samme Tro kan være opkommen, mon den skulde være en Levning fra den Tid, da man brugte at opkalde Helgener?
Jeg glemmer vel ikke saa let en Søndag Morgen i Oktober, jeg stod paa den yderste Spidse af en af Harhams-Øerne og saa ud over Havet: det klareste Sol-Lys, det stilleste Veir, det blankeste Hav-Speil! Kun nogle lette Skyer drev hen over Himmelen, og de sagte, jevne, men mægtige Dønninger brødes i hvidt Skum over et og andet Skjær, og en underlig langstrakt Fugl fløi skrigende forbi. De graa Klipper og brune Lyng-Marker, selv den fattige Hus-Klynge paa den nærliggende Gaard, alt var i dette Nu, som det skulde være for at den Tanke skulde paa-
- ↑ Endnu klages der fra disse Egne, ligesom allerede af Præsten Strøm, over Folks Uforsigtighed med at bringe Børn saa tidlig til Kirke. En Præst i Nordfjord skriver mig til, at den store Dødelighed her blandt spæde Børn som oftest har sin Grund i den Ilfærdighed, med hvilken man søger at faa dem døbte, uden Hensyn til, om det er Sommer eller Vinter, Storm eller Stille. „Dette skriver sig igjen dele fra Overtro, dels fra Sparsomhed, da det nok er Skik at traktere Enhver, der kommer ind til en Barselkone, inden Barnet er døbt.“ Tilføie bør jeg dog, at i selve Harham bruges Hjemme-Daab hyppig, saa Børnene her ikke føres saa tidlig til Kirke.
