Side:Folkevennen 1859.djvu/24

Denne siden er ikke korrekturlest
20

saa den anden Baad, og da den tredie og sidste kom, blev den, medens Brændingen sprøitede omkring, greben og løftet af Mændenes stærke Arme, og nogle Kvinder fik fat i Fæstet og halte – Kvinder endnu med Graad paa Kind og Angst i Hjertet, thi hidtil havde man neppe saaet spurgt og hørt, at den savnede Baad dog var i Behold, for Sikkerheds Skyld seilet om paa den anden Side af Øen. Men siden ud paa Dagen drev en mennesketom fremmed Baad iland nær ved Gaarden, og det formodedes, at Folk den samme Dag havde kuldseilet med den.

Her havde jeg været Vidne til Fisker-Folkets Angst og Fare. Men en af de nærmeste Dage skulde jeg faa høre, hvorledes Ulykken kan ramme, med Kummer og Nød i sit Følge.

Jeg tør nok nævne Gaarden og fortælle Noget af, hvad jeg saa og hørte; thi det bør vides, hvorledes nogle af vore Landsmænd maa leve og lide, og det skal forhaabentlig ikke være Beboerne imod, om de saa erfare, at de dog ere erindrede af den Fremmede, som for et Par Aar siden besøgte dem.[1]

Det er Gaarden Hellerviken. Paa Udsiden af det høie Fjeld som danner Lepsøen, er der formedelst en Fordybning i Fjeldet dannet en liden Vig og et Slags Dal, og her, langt fra andre Folk, staa Hellervikens Huse. Næst nogle indegjærdede Jord-Flekker omkring Hus-Klyngen ser man kun Fjeld og Urd og det vilde Hav, og selv hin saakaldte Vig har saa lidt af Ly og Fred, at Folkene ikke engang kunne have sine Baade liggende her. Baadstøden og Naustene ere ved et Sted, som hedder Homnen, et-

  1. Skjønt jeg, som sædvanligt, paa Stedet nedskrev, hvad jeg hørte, maa jeg dog tænke mig, at jeg maaske opfattede en eller anden Enkelthed mindre nøiagtigt. Ved denne Leilighed faldt det mig heller ikke ind, at jeg skulde komme til at gjøre saadan Brug af mine Optegnelser, som jeg nu vover.