godt Styrke borte, men ligeledes paa Øens Udside. Her stode ogsaa Vaaningshusene før, paa en snæver Strand mellem Havet og Fjeldet; det var fire Familier den Tid ligesom nu; men selv denne Plads var det dem ikke forundt at beholde: et Sten-Rab fra Fjeldet nødte dem til at flytte Husene til Hellerviken; dette var, som det vil sees, for nogle Mands-Aldere siden.
En af Flytningsmændene hed Per. Da han nogen Tid havde boet paa den nye Tomt, kom han engang hjem fra en Fiske-Tour, stubte i Fjæren, idet han skulde svinge sig af Baaden, og forslog sig saa, at han døde, inden man fik bragt ham hjem til Huset. Hans Søn Erik tog ved Bruget og overgav siden som udslidt Mand Bruget til sin Søn Ingebret, hos hvem han da skulde nyde Kaar; men Fader og Søn blev (omkom paa Søen) sammen paa en Reise til Romsdalen. Enken efter Ingebret ægtede en Lars, og denne forliste med en Ottring og blev, sammen med det hele Mandskab, hvoriblandt 2 andre Mænd fra Hellerviken. Nu tog en Søn af Ingebret, Rasmus, ved Bruget og giftede sig; han maatte lægge Kaar til sin Moder, skjønt hun omtrent ved samme Tid giftede sig for tredie Gang med en Kaarmand og Enkemand inde paa Fastlandet. Efter 2 Aars og 1 Maaneds Ægteskab var Rasmus og en Grande fra samme Gaard ude paa en Færing, og de blev. Hans Enke fødte 6 Uger efter et Drengebarn og blev siddende ved Bruget i sin Enkestand to Aar; da blev hun gift igjen. Med denne sin anden Mand levede hun sammen i 8 Aar; men saa sit han Sot, laa længe og døde. I denne Tid var det rigtig ondt for Konen: en syg Mand, 4 smaa Børn og derhos Lidet at leve af. Thi foruden at det ellers var smaat for dem, havde hun havt allehaande Uheld i sit Hus-Stell. Et Træk maa jeg fortælle, saaledes som jeg hørte det af hende selv: i Aarenes Løb vare 7 Kalve, som hun havde sat paa, døde for hende, saa liden
