gaar ind i Stuen, da Kontrakten ret sluttes, og hende tilsiges, hvad Festensgave hun skal have forlods samt alle Konditioner: om de skal nyde Gaard af hans eller hendes Forældre og videre Omstændigheder. Det Øvrige, hvad Bryllupsomkostningerne og deslige angaar, maa begge Parters Forældre afhandle imellem sig, og naar da Enhver kjedes ved at sidde længer, gaa de til Sengs, og de to Unge følges ad uden ringeste Mistanke og ansees som Egtefolk. Dernæst betænke de sig paa, naar Festensølet skal holdes, og forærer Festemanden, om han haver Evne dertil, sin Festemø en Sølvkjede, Alen lang med en Trækkenaal i Enden, og en forgyldt Sølvring, hvilken sidste han dog ikke leverer hende, forinden Presten udi Trolovelsen nævner disse Ord: saa giver hverandre eders Hænder derpaa, da han sætter den paa hendes Langfinger, idet han rækker hende Haanden. Naar de saa ere trolovede og, efterat Prædiken er ude, komme fra Kirken, bede de deres nærmeste Venner til sig og traktere dem med Mjød, Brændevin, Øl, Kringler og klinte Levser. Til en Erkjendelse for god Medfart gives da Festefolkene af hver Mand fra 8 Skilling til en Mark Dansk og af Kvindekjønnet Halvdelen derimod, efter Hvers Vilkaar. Derefter reise de hjem til Festemøens Forældre eller, om Festemanden er Enkemand, da til ham, forblive som Egtefolk og søge stedse Seng sammen. Er det en Enkemand, som frier, da er denne Forskjel, at naar han har faaet Forældrenes og Pigens Ja, reiser hun gjerne strax til ham, og uagtet hverken Festensøl eller Bryllup er holdt, søger Seng med ham.
Brylluper berammes gjerne om Sommeren ved St. Hansdags Tider, dels fordi det er den fornøjeligste Tid af Aaret, dels og fordi der da er Hus i hver Busk, og altsaa falder dem, der holde Bryllupet, mindst besværligt, idet de ej have nødigt at betænke sig paa Senge for unge Mennesker, som gjerne sove paa Marken.
