Side:Folkevennen 1859.djvu/284

Denne siden er ikke korrekturlest
280

Baand, desuden ombindes paa Hovedet en hel Del Sølv eller Glitterborder,[1] nok derover et Fløjlsbaand, Tomme bredt, med en forgyldt Sølvspende i Enden, som hægtes bag i Nakken, det ydre og indre Linned net udsyet, et blaat Klædes Skjørt, en sort Klædes Trøje med en Sølvspende i oppe ved Halsen, derudover en lang sort Klædes Kaabe, og uden derpaa hænges hende om Halsen og over Skuldrene henved femti Sølvkjeder med forgyldte Sølvspecier i Enderne besatte, og om hendes Liv spendes et stort forgyldt Sølvbelte. (Trolovelsen og Paasætningen af Ringen ske dernæst paa samme Maade som i Nordhordeland, og efterat et lidet Traktement med Lepser, Øl og Brændevin er givet i et Hus nær Kirken, drager Enhver hjem til Sit).

Til Bryllupet indbydes over 60 Personer, og Gaarden og Husene gjøres rene i hver en Krog. Om Formiddagen, før Gjesterne samles, maa og tvende Karle, som ere valgte til Hestesvende, pynte og klæde Stuen rundt om med Aaklæder.[2] Siden passe Hestesvendene paa at skyde for Enhver, stor eller liden, som kommer til Bryllupsgaarden. Forøvrigt foregaar det samme paa denne første Dag, som anført ved Nordhordeland. Kun bemerkes en egen Talemaade, som bruges af Kjøgemesteren ved Hestesvendenes Udnævnelse, idet han tilføjer: aa de e so bra, at de passe paa aa skikka oss Hesta i betimele Tie, so me einge læger ska lia for dekans Forsømelse, aa la me sjaa de e rokjen[3], saa Brurepikena ska inkje koma ette deko med Sodfate.[4]

  1. Snorer af uegte Sølv eller Guld.
  2. uldne Tepper.
  3. omhyggelig, rask.
  4. Naar Brudepigerne sidste Bryllupsdag fremsætte et Sodfad alene for Hestesvendene, gives derved tilkjende, at disse ikke tilbørlig have røgtet sit Embede, og medfører saaledes en Tort for dem. Suppen i Fadet er ikke andet end det Sø eller Vand, hvori Kjød er kogt. (Forf. Anmerkning).