Et Par Dage efter mit Besøg paa Gaarden kom nogle
af Mændene og en af Konerne hen til mig som i en Deputation
og bad, at jeg ved min Hjemkomst skulde tale med
Vei-Departementet og bede for dem om Hjælp af Kassen
til at rydde et Slags Vei fra Hellervlken hen til den gamle
Baadstød Homnen, hvor de, som før sagt, maa have sine
Naust og Baade; thi nu maa de, om Vinteren ofte i Mørke,
med sine Redskaber og sin Fisk fare frem og tilbage over
en storstenet Urd, hvor uvante Folk kunne have ondt ved
at gaa om Dagen; Noget, jeg selv prøvede. – Bede Vei-Departementet?
jeg, som gjerne vilde paakalde alle Menneskers
Deltagelse for Folk, som maa leve i saadanne Kaar
og bo saaledes til, hvor skulde jeg ikke ogsaa ville bede
Departementet, naar jeg troede, det kunde nytte?
Men derhos vilde jeg nok ogsaa gjerne have fremsat en Tanke til Overveielse for Folket selv paa disse Kanter. Jeg spørger: Skal det endelig blive ved saa Slægt efter Slægt, at der bor Folk paa saadanne golde Steder og ugjæstmilde Strande? Er der nogen Nødvendighed og Rimelighed i dette? – Se, en af de Mænd, jeg traf i Hellerviken, henved 50 Aar gammel og bosat her i 15 Aar, havde tidligere i andre 15 Aar tjent hos Harhams-Bønder, hans Kone ligesaa i 13 Aar: i den Tid var det ikke Stort, en Tjener kunde lægge sig til Gode, saasom det endda ikke var kommet ret i Gang, at Tjenere fik Lov til at deltage i Vaar-Fisket for egen Regning og med Udsigt til Vinding; det var altsaa som fattig Mand, at han – ligesom de andre Mænd her – havde sat sig ned paa denne fattige Gaard, og der var vel allerede da kun liden Udsigt til, at han nogensinde skulde hæve sig op til større Velvære. Efter dette Exempel siger jeg saa: Unge Mænd, som kun have Lidet at begynde med, skulde betænke sig tre Gange, for de vælge saadan Bolig; det kan blive altfor haardt for Konen, som fulgte ham hid, og altfor uvist for Børnene, som skulle
