voxe op og faa sin Opdragelse her; for Fattigfolk turde det være raadeligere at bosætte sig paa mere folksomme Steder, hvor der vel maa være mere Anledning til Arbeidsfortjeneste og Hjælp og Trøst. Lad heller Velstands-Folk sætte sig paa Steder som Hellerviken. Folk, som have Pengemagt nok til at bygge sig forsvarlige Huse og rydde op noget i Urden og skaffe sig Baade og Garn og alt andet Slags „Sjø-Vegn,“ saa de fra første Begyndelse af i noget anseelig Udstrækning, med Tjenere og andre Leie-Folk, kunne drive de Fiskerier, som danne Fiske-Værets Herlighed! Og saa turde det blive i Fremtiden, dersom den Forandring blev indført i Nærings-Driften her paa disse Kanter, at de egentlige Bønder mere udelukkende holdt sig til sit Jordbrug og da andre Mænd som rette Sø-Bønder valgte Fiskeriet som sin Dont og Næring, Mænd, der først som Tjenere hos ældre Fiskere maatte have faaet Lærdommen og Øvelsen og siden som Løskarle eller frie, men ugifte Folk kunde have været heldige paa Havet og samlet sig nogen Formue.
Denne Tanke har jeg allerede fremsat paa det første Blad af denne Afhandling; men den faldt mig først ind, medens jeg var i Hellerviken og betragtede Stedets Usseldom og Beboernes tunge Kaar.[1]
- ↑ Med Hensyn til hin Arbeide-Deling mellem Land-Bønder og Sø-Bønder kan jeg endelig anføre, hvad en meget forstandig og agtet Harhams-Bonde, Medhjælper Karl Langva, yttrede for mig: „Nu har jeg, sagde han, drevet Vaar-Fisket siden 1817; men jeg mener, at det havde været altsaa godt, om jeg havde sluttet med Fisket og drevet mere med Jorden; ikke skulde Tjenerholdet været saa stort da, og endda skulde jeg havt Gaarden i anderledes god Stand end nu.“
