Side:Folkevennen 1859.djvu/33

Denne siden er ikke korrekturlest
29


Men hvad jeg fornemmelig maa bede bemærket, er dette, at baade i det første og i det andet Tidsrum er Tilstanden mærkelig bedre i de fire midterste Provsti-Distrikter Søndfjord, Nordfjord, Søndre og Nordre Søndmøre, end i Strøget søndenfor, Indre og Yttre Sogn, eller i Strøget nordenfor, Romsdalen, Nordmøre og Fosen. Det er som et lysere Strøg imellem tvende mørke. Denne Forskjel mellem disse Nabo-Distrikter er saa meget mere paafaldende, som hint lyse Strøg hører til de lyseste i Landet, disse mørke derimod til de mørkeste.[1]

Denne bestemte og igjennem lange Tidsrum vedvarende Forskjel maa have sin Aarsag.

Jeg vidste om Forskjellen før; men jeg foretog min Undersøgelsers-Reise til Harham og flere af disse Bygder netop for at prøve, om jeg kunde udfinde den rimelige Aarsag.

Nogen vil sige saa: „Løsagtighed er Synd; Aarsagen til Forskjellen maa simpelthen være den større eller mindre Ugudelighed, Mangel paa Gudsfrygt – her behøves ingen videre Undersøgelse.“

Men tænkeligt er det dog, at den moralske Tilstand i Grunden kan være lige god eller lige slet, kun at en Last er mere fremtrædende i et Bygdelag, en anden Last i et andet. Eller om der virkelig var Forskjel i selve den moralske Tilstand, i Folkets Gudsfrygt og Dyd, saa er det ogsaa tilladt at spørge om og forske efter Aarsagen til en saa overmaade vigtig Forskjel.

Saadan Undersøgelse sigter ikke blot til at lære Folkelivet i de enkelte Bygdelag at kjende; et klart Exempel fra

  1. Ja, i Indre Sogn og i Romsdalen o. s. v., især i enkelte af Præstegjældene, er Mueligheden saa stor, at den maatte vække Opsigt i hvilketsomhelst Land i Europa – naar man erindrer, at det er Landsbygder, hvor man er vant til at tænke sig Tilstanden bedre.