Der blev naturligvis skrevet Love og Regler for Bibliotheket.
Laaneberettigede skulde alle Gaardmænd og Husmænd
eller alle Husfædre være; dog have nok ogsaa
ugifte Folk, Tjenere og Andre faaet laane Bøger. – En
Paragraf i Lovene siger, at Bestyrelsen (Præsten og et
Par andre Mænd) en Gang for Aaret skulle samles til
Møde for Bibliothekets Anliggender, og denne Paragraf
har jeg at takke for, at jeg har kunnet meddele hine Tal-Oplysninger;
thi i Forhandlingsprotokollen for disse samme
Møder er blandt andet indført Bibliothekarens Opgave om
Antallet af Laantagere m. m. i Aarets Løb.
I samme Forhandlings-Protokol saa jeg, at en Bog – det var endda et Bind af Mau’s „Christelig Samler“ – var bleven borte, og det saa, at der ikke kunde være Tale om at kræve den tilbage af Laantageren: denne var Fisker, havde den med paa Baaden, da han skulde ud til Fiskeværet, kuldseilede og blev.
Det var mig uventet, at Folk kunde tænke paa at faa Tid og Ro og Sind til Læsning ude paa Fiskeværene, hvor Livet selv paa Landlæge-Dagene synes at maatte være lutter Møie og Lidelse formedelst saa mange Menneskers Sammenstuvning i de faa Husrum. Men jeg hørte dog flere Exempler derpaa. „Da min Tjenestegut kom hjem fra Vaarfisket nu sidst – det var et af de Exempler, som en Bonde anførte – fortalte han mig store Stykker af Deres Beretning om Harham, som han havde læst derude paa Været.“
I det Hele sagde kjendte Mænd mig, at det havde været fornøieligt at lægge Mærke til, hvorledes Læselysten var tiltaget i disse Aar og med den Oplysningen og Skjønsomheden.
Jeg saa Fortegnelsen over Bøgerne. Det var alle Slag, religiøse, historiske, belærende, underholdende. Der var nogle kjedelige Bøger ogsaa, som i det Hele taget kun faa Mennesker læse og i Bremsnæs vel slet ingen, nemlig