hvad man har hørt og seet for sig, uden rigtig at tænke over eller forstaa, at der er Overtro i dets eller er det saa, som de tænke sig det, der med stærke Udtryk tale otte Overtroens Last blandt vore Almuer, saaledes nemlig, at Folk i Nød og Fare med bevidst Hu foretrække Signeri og andre overtroiske Ting fremfor at henfly til den eneste sande Gud?
Dersom Nogen spørger mig, saa har jeg ikke selv let for at svare paa dette. Der er vel i Almindelighed en vis Dobbelthed eller ligesom en Blanding i Tingen, paa en Gang noget af hin barnlige Enfoldighed og af dette syndige Hang. Deraf kan det da komme, at der er ligesom en Dobbelthed i min egne Opfattelse og Dom. Undertiden kan det grue mig saa, at jeg synes, jeg kan ikke andet end smile til de overtroiske Forestillinger og Gjerninger, som jeg hist og her kan træffe til at høre om – saa meget snarere kan det gaa mig saa, som det ikke er frit for, at den hjertelige Enfoldighed i disse Ting kan yttre sig paa en saare vakker Maade, faa der tilsidst viser sig en vis Sammenhæng mellem Folkedigtningens Skjønhed og Overtroens Styghed. Men saa til andre Tider igjen kan jeg komme til at se Tingen fra den anden Side: et eller andet rigtig stygt Tilfælde kare gjøre mig harm, saa jeg fra nu af i lange Tider er mere tilbøielig til at dømme haardt om det hele Væsen.
Nogen vil vel sige saa, at det er bedst ikke at ændse den hele Tale om Overtro, saasom Tingen holder paa at dø bort af sig selv i vore Dage, og det fort.
Det er ogsaa det Indtryk, jeg selv har faaet paa de fleste Steder, at den gammeldags Overtro forsvinder ret hurtigt. Men her siger jeg igjen dette, at medens der endnu lever en Slægt, som er opvoxet i den gamle Skole og mindes den Tid, da efter Sagnet Huldren og Tomtegubben og Haugetusserne gik ud og ind hos Menneskens Børn, saa skulde man benytte Leiligheden til at samle sig en historisk Kundskab om hin Overtroens Verden, som nu snart skal
