forgaa, med dens underlige Syner og dens ofte voldsomme Indtryk paa det angstfulde Hjerte. At den gammeldags Overtro netop i vore Dage saa kjendelig hurtigt forsvinder fra Folkets Sind, det er en ikke liden Begivenhed i Folkets aandelige Historie, og den fortjener nok at tages i Betragtning, hvad enten som Virkning af visse forudgaaende Bestræbelser eller som Aarsag til visse efterfølgende Tilstande.
Thi Fortidens Historie har tillige Hensyn til Eftertiden, og saa meget mere synes det mig værd at lægge Mærke til den gamle Overtro, som jeg tillige har en Formodning om, at til samme Tid som den svinder hen og dør bort, lever der op nye Arter af det samme Enfoldighedens og Afguderiets Grundvæsen. Ogsaa i Spørgsmaalet om Overtroens Aftagen blandt os synes jeg altsaa at se en vis Dobbelthed: Aftagen af Et og til samme Tid Tiltagen af noget Andet.
Som sagt, at klare alle de Spørgsmaal, som staa i Forbindelse med Overtroen, vilde være et overmaade stort Arbeide. Jeg kan ikke gjøre det. Men jeg vil gjøre hvad jeg kan: meddele nogle enkelte Stykker til nærmere Eftertanke nu om denne, nu om hin Side af Sagen.
Ved den Begyndelse, jeg vilde gjøre idag, kan jeg tage mig Arbejdet meget let, ved nemlig at meddele mine Læsere nogle Stykker af en anden Mand.
En Skolemester i Valders, i mange Aar Omgangsskoleholder i en og samme Bygd, faldt for nogle Aar siden paa at skrive op en Aften-Samtale, han nys havde havt med den Bondefamilie, hos hvem han netop var paa sin Omgang. Arbeidet morede ham, og siden gjorde han det oftere. Jeg har faaet se disse Optegnelser. De ere skrevne med uøvet Haand og temmelig mangelfuld Stil; men kanske netop dette har forhøiet deres Interesse i mine Øine: jeg synes at se, at det er lige saa sandfærdige som ukunstlede Billeder af, hvad der virkelig er foregaaet og sagt og tænkt
