Side:Folkevennen 1859.djvu/383

Denne siden er ikke korrekturlest
379

mellem Bønderfolk i en vis bestemt Kreds. Det er, som om Tanker og Ord kunde afbildes med Fotografi.

Manden har givet mig fuld Raadighed over hans Skrift. Jeg foretager da, skjønt nødig nok, nogle Smaa-Forandringer i Stilen,[1]) gjør ogsaa Fremstillingen paa enkelte Steder noget kortere og lader saa trykke følgende to Stykker af:


Skolemesterens Dagbog.
1.

Nu (det var, efterat Skolebørnene vare gaaede) flammede Ilden raskt paa Skorstenen; Laavekarlene lod høre sine sidste taktmæssige, flinke Slag fra Laaven, og hele Familien kom lidt efter lidt ind fra sit Arbeide for den Dag. – Jeg sad endnu lidt magelig saa bagenfor; men det varede ikke længe før En og Anden indbød mig til at sidde nærmere Lyset, og jeg fulgte Indbydelsen.

Efter Maaltidet begyndte Enhver med sit huslige Arbeide omkring Skorstens-Ilden. Nu kom Datteren ind med en Vandbøtte; hun satte den paa Gulvet, tog saa en Lysbrand (et brændende Træstykke) og stak ned i Vandet.

Manden: Hvorfor bære de ikke ind Vand, før det blir saa sent da?

Konen, med en halv hviskende Lyd: Aa, naar En vigsler[2] det lidt, saa er det nær det samme da.

Skolemesteren, leende: Men hvorfor skal det vigsles?

Konen lo og sagde: Aa, de pleie gjøre det, naar En bærer det ind saa sent, allervissest naar En har smaa Børn, som En lyt vaske.

  1. Var jeg bedre kjendt med Bonde-Maalet, havde det ganske været bedst, om jeg – hvad Skolemesteren har forsøgt paa – kunde gjengivet Bøndernes Spørgsmaal og Svar i deres daglige Talebrug.
  2. Vigsle, d. e. indvie, rense, og det her med Ild.