ikke det allermindste; det Bry, som vi skulde gjøre os, og som er lovligt, er, som vor kjære Frelser har sagt og formanet: „Beder, saa skulle I faa“. Men det glemme vi, og saa mene vi at skulle hjælpe os bedst selv ved nogle overtroiske Koglementer, noget stygt hedensk Afguderi. Kjære Venner, dette bør ikke saa at være. Forsøg i det mindste et Aar – at lade alle disse gamle Ting fare, og holder Eder i dets Sted til ham, som ene har Magt til at hjælpe. I maa dog ikke tænke, at der vil følge Fattigdom og anden Ulykke, om I aflægge dette „Fanteri.“ O nei! Jeg har selv aflagt alt Saadant, forsaavidt jeg veed; men det er siden den Tid ikke gaaet mig og Mine værre, men meget bedre.
Jeg erindrer nok fra min Barndom meget og mangt af disse overtroiske Iagttagelser; man kan vel le ad dem, men man maa ogsaa blive betænkelig ved, at Christne have befattet sig med Saadant. Selv naar et Barn blev født, en Guds Skabning, saa maatte saa meget iagttages, at det kunde se ud, som om Barnets Velfærd skulde afhænge af, at for det Første Jordemoderen eller „Ner-Konen“ passede det af disse Ting, som paalaa hende: naar den Nyfødte netop var bleven klædt, maatte han høitidelig holde i Haanden enten en Naal eller en Bog eller ialfald et Stykke af et Blad af en Bog; noget Sølv maatte nødvendig hænges paa Barnet; det maatte vigsles 3 Gange om den øvre og den nedre Ende og i Kors over Brystet. Vigselen udførtes med et Par sammenlagte Fladbrødmoler med Tjære og Svovl imellem, og naar Gjerningen var gjort, slukkedes Vigsel-Ilden, og Resten af Brødet blev stukket ind mellem Revebaandet. I den ene Ende af Revebaandet brugte ogsaa Jordemoderen at sømme ind en Sølv-Toskilling, dertil medbragt i Hemmelighed.
Blev Barnet uroligt, og fandt Moderen, at hun kanske havde glemt Et eller Andet, saasom at vigsle Barnet eller Vandet, som det blev vasket i, saa var der det Raad at
