faa et Tin- eller Bly-Stykke som en Halv-Skilling, deri at indgrave nogle Bøininger over hverandre[1] og saa hænge det paa Barnet under det Ord: Jesu Navn.
Dersom Barnet ikke bliver førligt og ikke trives, saa er man bange, at der er noget Ondt i Veien, og da maa man se til at faa lidt Sølv af syv eller ni Koner, hvis Førstefødte vare Drengebørn: det samlede Sølv støbes til en Ring og hænges paa Barnet. Skulde det se ud til, at Barnet manglede noget paa Forstanden, saa er Middelet derimod at faa dets Navn skrevet paa eller over Kirke-Døren. I det Hele stor Forsigtighed af dette Slag før Daaben, paa det at Barnet ikke skal blive en Bytting.
Man anser det ogsaa for godt Tegn, at Barnet bliver født, naar Maanen er i Nyet. En gammel syg Kone fik engang høre, at en Nabokone havde født et Barn. „Er det Ny nu?“ spurgte hun, og da dertil af de Tilstedeværende blev svaret Nei, hørtes hun at sige ved sig selv: „Hvo som ikke bliver født paany, skal ikke se Guds Rige.“
Naar Barnet har været til Daaben og kommer fra Kirke, skal den, som bar det, træde ind i Stuen uden at tale et Ord, gaa lige op til Højsædet med Barnet, lægge det paa Bordet, tage et Stykke Fladbrød, som iforveien er lagt tilrette, bryde det over Barnet og skjære paa noget Smør, som er fremsat i den Anledning. Nu hilser Gudmoderen paa Familien, og Alt er i Orden. Det omtalte Brød og Smør gjemmes til den første Fattige som kommer.
Skolemesterens Fortælling om alt dette blev nu og da afbrudt af Bemærkninger fra de Tilstedeværende. Tilsidst sagde Manden halv leende: Aa ja, det er nok fælt, som det har været før, lell; men det er nu aflagt meget af Sligt nu. Det er nu mest Kvindfolket, som har havt for sig Sligt, og troet, at det skulde gjøre Noget.
- ↑ Rimeligvis et Kors-Tegn.
