Aa, jeg mener nok, Karmændene have for sig Sligt,
jeg, tog Konen til Gjenmæle. Men det er nu ikke saa
godt at vide for Nogen, enten det gjør Noget eller ikke.
Det har været saa, at den Ene har lært af de Andre og
ikke ment videre med det. Skulde En tro, det var Synd,
saa var det nok gale da.
Ja, det er nok forsaavidt galt, forklarede Skolemesteren, som jeg før har sagt, at man dermed mener at hjælpe sig selv istedetfor at henfly i Bøn til Gud; den hellige Skrift forbyder det ogsaa som Afguderi o. s. v.
Manden: Aa, det er meget Galt, som Vorherre maa se paa. Menneskene mene, de ere Noget; men naar de skulle tage til sig selv, saa faar En se det. Naar Alle sluttede med sligt Fanteri, som de før saa meget har litet paa, saa kanske det var bedre end det er.
Dette gav atter Skolemesteren Anledning til en Paamindelse om, at vi i al Nød og Fare bare af Hjertet skulle bede til Gud og saa trøstigt bie paa hans Miskundhed.
Aa ja, det var nok bedst – han er nok den sikkreste, sagde Manden samtykkende. Men siden vi ere komne til at tale om Sligt, saa har jeg Hug til at spørge efter, hvad du tror om Skrymsler og Haugefolk og Sligt. Der har nu været saa meget Sagn efter dem ogsaa før; men jeg har aldrig seet Nogenting Sligt, hvor vidt jeg har faret.
Under Forsøget paa at forklare, hvorledes Forestillingen om hine Væsener kunde være opkommet, mindede Skolemesteren blandt Andet om den Maade at faa Børn til at tie eller være skikkelige ved at skræmme dem med, at „Busen“ skal komme og tage dem: undertiden, helst i Mørket, frembringer man en fæl Lyd og siger ligesom i Banghed: „Hør! aa jo, det er bedst du tier!“ Den Lille klynger sig tæt op til en Anden og – tagner.
Alle lo, og Moderen sagde: Aa, En lyt saa mangeledes laate, for at ikke Børnene skal graate. De tagne nu gjerne da.
