Men Skolemesteren mindede om en Ting til.
Jeg har ofte hørt, at naar et Barn ser ud gjennem Vinduet om Aftenen, naar det er mørkt udenfor, saa raaber Moderen: „Nei, jøsses, du maa ikke se ud gjennem Glaset nu,“ og hun griber Barnet til sig igjen i Hast. Barnet ser frygtsomt tilbage og faar en Rædsel for Mørket, som om der lurede alt Ondt. Og om Aftenen – men ikke ellers – blive Børnene tilholdte at nævne Jesu Navn, idet de gaa ud, helst i Julen, ret ligesom der i Mørket var en særegen Fare. Man skulde aldrig skræmme Nogen og mindst Børn.
En liden Gut sagde: Men er der ikke dem, som er ude Julaften da?
Har du seet dem?
Nei, men de har sagt det.
Og dette Snak havde Gutten kanske seet stadfæstet ved forskjelligt Forehavende af de Voxne. I det mindste var der i gamle Dage saa meget, som skulde erindres og gjøres før og i Julehøitiden. Lørdagsaften før Juleaften kaldes „Imbør-Aften,“ og paa den troede man, at de Underjordiske kjørte ud i Høitidsbesøg hos hinanden; paa disse Reiser mente man endvidere, at de tog ind hos en og anden af Bønderne og forsynte sig af hvad de forefandt, og for at sikkre sine Eiendele mod dem maatte man, om ikke før, saa i det seneste paa selve Julaften hugge en Øx eller fæste noget Staal over hver Fæhus-Dør og slaa et Tjære- eller Kridt-Kors over alle andre Døre m. m. – Paa Julaften skulde Kreaturenes Aftensmad rækkes hvert af dem med de Ord: „Et væl, trivs væl, det er Julkvæld i Kvæld.“ – I Mørkningen ophænges for Høisædes-Vinduet et af de her brugelige Tepper samt et Par Lærreds-Lagener med brede, hjemmegjorte Kniplinger i nedre Kanten, ligesaa lange Kniplinger langs Skallenes øvre Lister og Holder. Dugen bredes paa Bordet, Madvarer fremsættes og Lysene tændes. Manden eller Konen – hvem det nu er, som har tilredet
