dette – sætter sig derpaa i Høisædet og holder sin Bøn og synger dertil et Psalmevers. Derefter gjøres videre istand til Høitiden, og heller ikke blandt disse Forberedelser er Overtroen borte – ja kanske i den senere Tid alligevel. Det Sidste om Aftenen var dette, at der blev slaaet noget Øl i en Kop med noget Arve-Sølv, saasom en Ring, paa Bunden;. Ølet skulde staa til om Morgenen, for da at blandes op med noget andet Drikke og gives Kreaturene sammen med en liden Hø-Tapeller den saakaldte „Ottegrime,“ som var lagt ud for Døren om Aftenen og havde ligget der Natten over I det samme skulde hvert Kreatur svies i Haaret tre Gange med Stubben af Jule-Lyset og under de Ord: „E ska svie taa de Otrivd o atpaa de Trivd.“ Ude paa Gaardspladsen maatte Kreaturene den Dag have Klaverne paa og ikke drikke uden over den omtalte Sølvring, fæstet til en Skjære (Sax) og lagt paa Baaden af Drikkekarret. – Den Første, som er oppe Juledagsmorgen, skal lede efter et Bygkorn under Bordet: finder han, skal dets Beskaffenhed vise, hvad Aargang der kan ventes til Høsten. Foruden mange andre overtroiske Gjerninger og Forudsigelser i Juletiden i gamle Dage.
Den Skik her, at man om Julaften sætter op et Kornbaand paa en Stang til Fuglene, med den Mening, at disse ikke skulle gjøre Skade paa Ageren i det kommende Aar, er ogsaa Overtro; men det er alligevel en vakker Skik, naar man gjør det med et kjærligt Hjerte for de Smaafugle, som dele den kolde Vinter med os.
En gammel Skik syntes jeg godt om, nemlig at man om Julaften, idet Familien gik til Bords, knælede ned for Højsædet og i al Stilhed i sit Hjerte bad Herrens Bøn, som et Minde om de fattige Hyrders Nedknælen for Barnet Jesum hin Julenat. Dette brugte mine Forældre og jeg selv indtil for omtrent 16 Aar siden. Da traf det sig, at en halv fjantet Lægdedreng var hos os om Juleaften,
