og da vi som sædvanligt, idet vi gik til Bords – jeg foran – knælede ned, saa blev han staaende bag os og begyndte at le saa forfærdelig, at han stod tvekroget og uvilkaarlig drog sig tilbage og slap sig ned paa sin vanlige Plads, Stabben, og sagde endnu leende: Sligt har jeg da aldrig seet, hvor jeg har været – jeg har dog været faa mange Steder! Dette foraarsagede Noget, som jeg følte Bedrøvelse over hele Aftenen – thi hvem kunde bare sig for Latter ved at høre og se dette? Jeg tænkte: Har du, som har været saa mange Steder, ikke seet dette før, saa maa vi være de eneste. Og siden have vi heller ikke brugt dette; thi hver Julaften maa jeg mindes den Fyr.
Saaledes sad Skolemesteren og talte om Gammelt og Nyt, mest som sagt om den gammeldags Overtro, og af Yttringer, som faldt fra de Tilstedeværende, mærkedes, at de dog fandt Overtroen større, end de selv havde tænkt sig det før. Og han endte denne Aftensamtale med en Formanings-Tale om, at man nu burde søge noget Bedre og ikke længere holde sig til den gamle Støtte, som dog var saa raaden og indeni fuld af Orme og Maddiker.
Jeg vil herved meddele, hvad jeg har hørt ved mine Besøg hos et Par gamle Syge.
Efter at være kommen i Samtale med dem, har jeg blandt Andet spurgt, om de læse, om de have Lyst til at høre Læsning, om de kunne Bønner udenad, og hvilke Bønner de synes bedst om, og som de læse oftest. Paa mine Spørgsmaal have tvende, som endnu leve i sin Sygdom, sagt mig, at de oftest læse følgende
Den velsignede Langefredag, da vor Herre Jesus Christus skulde til sin Død og Øine gaa, sæt han sjaa Korset fore sig stod. Manddommen talede, Guddommen svarede: stat haardelig, strid
