læste han den for mig. Men – ikke rigtig; thi han sagde ofte det Modsatte; saaledes kan jeg erindre, at han sagde: Gjør mig ren af Dine Synder, og deslige. Jeg forklarede Bønnen for ham Stykke for Stykke, og dette glædede ham meget, – og ikke mindre mig. – Han kan læse og synge meget udenad, men har ventelig forstaaet Lidet deraf; dog i den senere Tid synes det at være bedre med ham. Ja, Gud give det maatte ske med ham og alle, alle Mennesker!
Dette var Skolemesterens Optegnelser. Jeg, som nu
igjen meddeler samme her i Folkevennen, skal tilføie lidt
i Anledning af denne betænkelige Bøn. Jeg kjendte den ikke,
før jeg fik den fra Skolemesteren; men strax tænkte jeg
paa, at det skulde være artigt at vide, om denne aabenbart meget
gamle Bøn bare havde hjemme i Valders, eller om den havde
været og kanske endnu var i Brug videre ud over Landet.
En Skolemester paa øvre Romerike, hvem jeg fortalte Indholdet af Bønnen, sagde, at en Bøn af netop samme Slags og uden Tvivl den samme i Et og Alt havde han for ikke lang Tid siden hørt, og det netop medens den for Alvor blev fremført, i Aftenens Stilhed. Det traf sig nemlig saa, at han kom til at gaa nær forbi et Hus (jeg tror, det var en Husmandsstue), medens Konen derinde bad Bønnen. Han kunde tydelig høre Ordene; thi Konen fremsagde dem med meget stærk Stemme, stærkere end man pleier bruge, naar man taler til Mennesker.
Og en noget aldrende Kone i Sundalen i Nordmøre, som meget spændt hørte efter, da jeg læste Bønnen op for hende, sagde ved Slutningen: „Ja, men den Bøn brugte jeg ogsaa i min Barndom!“ Hun erindrede den dog lidt anderledes, end jeg havde den fra Valders, og jeg skrev den op saaledes, som hun sagde den fore:
