Paa den hellige Langfredag skulde vor Herre Jesus Christus
til sin Død og Pine gaa.
Fik han se Korset for sig staa.
Manddommen taler, Guddommen svarer:
Stat haardelig, strid mandelig,
Tro sandelig, Døden er endelig,
Glæden varer evindelig. –
Saa kom Jesu Moder Maria, fik hun se sin velsignede Søn paa Korset.
Se min Moder Maria,
Se mine Ynker, se mine Saar,
Se, hvor jeg værker, se, hvor jeg bløder;
Jeg Spiger i Taarn har jeg hængt,[1]
Med Svøber og Ris er jeg krænkt,
Jeg bløder mine Hænder,
Jeg bløder mine Fødder,
Jeg bløder min venstre Side;
Derpaa frelste jeg baade Mand og Kvinde.
Denne Bøn skal læses tre Gange om Aftenen og Morgenen, før jeg bider i det velsignede Brød – – – – –
Her kom Konen ikke i Hu de sidste Ord; dog vidste hun, at Meningen var ligesom i den Opskrift, jeg havde forelæst hende.
Konen skjønnede lige saa godt som jeg, hvad Feil der var ved denne gamle Bøn. Jeg anfører den altsaa ikke med den Mening, at Oplysningen skulde være saa ringe nu for Tiden i Sundalen.
Hun havde, som sagt, lært den som Barn, af en gammel Tjenestepige, som hun en Vinter laa hos ude i Fjøset. Men hendes Fader var imod, at hun brugte den, og hun maatte da læse den i Løn – indtil hun selv blev stor nok til at foretrække andre Bønner.
Tjenestepigen havde naturligvis selv lært Bønnen i det samme Sundalen; thi der var hun født og havde været al sin Tid.
- ↑ Konen skjønnede selv, at dette maatte være galt; men saaledes hang det dog i hendes Erindring. Sammenlign det underlige Udtryk Taarnespiger i den tilsvarende Linie i den valderske Form.
