Den Bønne-Formular, som vi nu kjende fra Valders
og Sundalen samt rimeligvis fra Romerike, tør have været
udbredt over en meget stor Del af Landet. Den kan have
været kjendt og brugt selv der, hvor den nu ikke mindes;
thi den er aabenbart meget gammel og har allerede længe
holdt paa at gaa i Forglemmelse.
Hvad Tid mon den kan være opkommen og udbredt blandt vore Almuer? I Munke-Tiden? Historie-Forskere, som granske det Slags Sager, kunne maaske give Oplysning herom. Jeg skal kun tilføie, at Bønnen har en paafaldende Lighed med nogle af de Remser, som bruges af saakaldte „kloge Folk,“ naar de.med „Læsnad“ skulle stille Blod eller „gjøre aat“ for Værk og Vrid og de andre Sygdomme. Saadanne Remser indeholde ofte nogle forvirrede Ord om Jomfru Maria og Jesus og slutte gjerne med en Paakaldelse af Trefoldighedens Navn; der gjælder ogsaa den Tro om disse Remser, at der følger en undergjørende Kraft med selve de udvortes Ord, saa at de, naar de „læses i“ Vand, Salt, Brændevin eller deslige, forvandle disse Ting til virksomme Lægemidler.
Et Ord til Slutning. Jeg forstaar, at En og Anden, som kan træffe til at se dette, vil finde denne Bøn saa uværdig, at den ikke engang burde omtales i et Skrift som dette. Og jeg kan være ganske enig heri forsaavidt, at Bønnen i sig selv ikke fortjener andet end at overgives til Forglemmelse. Men derhos synes det mig dog værd at lægge Mærke til dette, at en saadan Bøn ikke allerede er glemt, men at den lige til disse sidste Aar er bleven hørt paa døende Mænds Læber.
Jeg kommer til at mindes dette, naar jeg herefter læser om eller tænker over, hvorledes vel den religiøse Oplysning var her i Landet for et Hundrede-Aar siden eller saa.
