Side:Folkevennen 1859.djvu/403

399

til Selvmord er størst – ikke i den yngre Alder, men i Alderdommen, saaledes, at forholdsvis, eller naar Hensyn tages til Mængden af Mennesker i de forskjellige Aldere, er der flere Selvmordere af gamle end af unge Folk. „Der ligger, saa slutter Forfatteren, der ligger noget tilsyneladende Modsigende, ialtfald noget Gaadefuldt i disse to Kjendsgjerninger. Naar den os omgivende Natur staar i sin hele Fylde, naar Alting omkring os taler om Liv og Kraft, skulde Mennesket mindst kunne modstaa Fortvivlelse og være mest tilbøieligt til at søge Døden for at undgaa Jordlivets Sorg og Nød, og naar Mennesket staar nær ved Graven, naar Livets Blomster ere visnede for ham og Alderens Sne bedækker hans Isse, hengiver han sig igjen til det samme Hang, som Naturens Blomstertid fremkaldte. Og dog maa vi anse begge disse Kjendsgjerninger for fuldkommen beviste.“ – Men mon denne Gaade ikke kan løses? Hang til Selvmord er mig den største Yderlighed af Mismod. Dette Mismod tiltager ganske naturligt med Alderen, som en nedslaaende Følelse af, at Livskraften svinder, og denne Følelse maa vel, formedelst Modsætningens Magt, forhøies ved Synet af den livsfriske Ungdom rundtomkring; men ligesom Alderdommen under de hvide Haaret Sne føler sig kraftløs og ussel ligeoverfor Ungdommens Sommer, saaledes maa hver Alder være udsat for at føle noget af denne Svaghedens Forstemthed netop i Sommertiden, hvor den usvækkede, evig fornyede Livsfylde aabenbarer sig ligesom legemligt, i hver frisk Blomst og hver freidig Fugl Overensstemmende hermed synes mig ogsaa dette tredie Stykke at være, som ogsaa er oplyst i Skriftet, at det har taget til med Selvmord i de sidste Menneske-Aldere. Dette har været en besynderlig Fremadskridningens Tid, i Oplysning og allehaande Velvære, og Fremadskridningen er gaaet for sig hurtigere og hurtigere, „med Kurer-Fart,“ „med Jernbanefart,“ saa de, som for 10 Aar siden endnu vare i