Høitider samt St. Hansdag og Mikkelsdag“ o. s. v. – Der kan tvivles om, hvorvidt Reglerne burde været udarbeidede saa meget i det Enkelte; men jeg gjør opmærksom paa det høist Mærkelige, at det er kommet dertil, at der nu er særskilte Embedsmænd og Kommissioner med det Kald at tænke og tale og skrive om saadanne Ting. Før i Tiden morede man sig med at fortælle latterlige Historier om Stakkarsdommens Urenlighed, og ændste det saa ikke større. Menneskekjærligheden ler ikke saa meget, den tænker og handler mere. – Det skal blive yderst interessant at lægge Mærke til, hvorledes det nu vil gaa, hvorvidt det vil mone med disse Bestræbelser.
En kunde ellers falde paa, at her ikke var stort at tænke over eller skrive om: rent er rent, og Renlighed er naturligvis at foretrække for Urenlighed – der er ikke mere at sige om den Ting Men jeg blev yderlig opmærksom ved at se følgende Yttring af Hr. Høegh i samme Aarsberetning: “Hvori skal man søge Aarsagen til, at vore Landsmænd saa let overdrive slige Nydelser som Brændeviin, Øl, Kaffe o. s. v.? Mon ikke hovedsagelig deri, at Folkets Føde er knap? Det er en bekjendt Sag, at disse Stoffer have den væsentlige Egenskab tilfælles, at de standse eller rettere forhale Legemets Stofvexel[1]; en saadan velkommen Egenskab lærer man af Instinktet snart at benytte. Jeg bestyrkes saa meget mere i en saadan Tanke, som det er paafaldende, hvor omhyggeligt. Kystfolket undgaar Benyttelsen af Midler, der paaskynde Stofskiftet, t. Ex. Vand og Salt; jeg har aldrig seet en Kystboer nyde Salt til fersk Fisk eller Kjød, og det gaar ham haardt paa, naar han nødes til at slukke sin Tørst med „bare“ Vand. Det tør derfor hænde, at den ringe Lyst, den Fattige gjerne viser til ved Vandets udvortes Anvendelse at rense sin
- ↑ Saa man ikke sulter saa snart.
